Golddigger

Kom hurtigt i gang

Beskrivelse

Hvert hold får tildelt en zone på ca. 3x3 m (størrelsen afhænger af holdenes størrelse) i god afstand fra hinanden. Zonerne markeres med kæppe/sjippetove/andet. Guldklumperne fordeles ligeligt mellem de forskellige hold, som gemmer dem i egen zone.

Det gælder for alle hold om at samle så meget ’guld’ som muligt i egen zone ved at stjæle fra de andre hold. Man forhindrer en modstander i at stjæle ved at fange (dvs. røre) modstanderen, som herefter skal aflevere guldet tilbage i den zone, som guldet er taget fra. Legen stoppes efter en på forhånd aftalt tid. Herefter tæller alle deres guldklumper. Vinderen er det hold med flest guldklumper.

  • Guldklumperne må ikke begraves eller dækkes helt til i zonen, men må gerne skjules lidt.
  • Når man har afleveret stjålet guld tilbage, skal man hjem og vende i egen zone, før man igen må løbe ud og stjæle.
  • Det er ikke tilladt at holde vagt ved egen zone hele tiden.
  • Man har ”helle” og er fredet, så længe man står inde i modstanderens zone.

Aktiviteten er bedst i en skov/krat, men kan også sagtens foregå i skolegården eller i gymnastiksalen, hvor forskellige ting/redskaber kan sættes ind i zonerne for at kunne gemme guldet lidt.

Variationer

Man kan lægge guldklumperne i fx en hulahopring i zonen for at gøre det nemmere at finde.
Legen kan stoppes, når et hold har alle guldklumperne – eller når et hold har mistet alt deres guld.