Det store bankkup

Giv de ældste elever en sjov oplevelse med Det store bankkup. Eleverne går op i projektet med stort engagement og glemmer helt, at de samtidigt er aktive.

Deltagerne deles op i hold af tre personer, som hver fungerer som banker. Derudover er der for hver 4. bank en bankrøver. Det optimale sted for aktiviteten er en skov eller rundt på skolen. På spillearealet udlægges et antal pengebunker under kegler el.lign. I pengebunkerne er der penge - samt en besked om, hvor mange penge hver bank må forsyne sig med. Uddel evt. et kort over skoven/skolen til bankerne, så man kan se, hvor keglerne befinder sig. Hver ’bankgruppe’ får tildelt et banknavn. Hver enkelt bank skal herefter rundt i skoven/på skolen for at finde pengene.

Bankrøverne kan begå røveri mod de enkelte banker. Det foregår ved at lyse på en af bankens medlemmer med en lommelygte - eller sprøjte med en vandpistol. Rammer man et af medlemmerne, tilbageholdes hele banken i 30 sekunder.

Bankrøverne har på forhånd fået tildelt en liste med mulige banknavne, men de ved ikke, hvilke navne, som de forskellige bankgrupper har fået tildelt. Bankrøvernes opgave er nu at nævne navnet på en bank. Hvis navnet er rigtigt, skal banken aflevere et på forhånd aftalt beløb. Er banknavnet forkert slipper banken uden at betale og de kan lede videre efter flere penge.

Bankerne kan også selv overfalde ved at lyse/sprøjte på folk fra de andre banker. Rammer de et medlem af den modsatte bankgruppe, skal de bytte pengebeholdning. Bankrøverne må godt overfalde den samme bank flere gange.

Vinderne er den bank eller bankrøver, der har flest penge, når spillet stoppes. Der skal aftales et sluttidspunkt for legen, hvor alle deltagere vender tilbage til et i forvejen aftalt sted.