Hop på bussen

STRØM PÅ BILEN

Legen er en fangeleg, hvor tre elever vælges til at være fangere. De får en vest i hånden, så de er synlige. Fangerne kan stjæle elbilernes strøm. Husk at skifte fangere undervejs.

Alle andre elever er elbiler. De kan “køre”(løbe) rundt på et afgrænset område. Bliver de fanget, skal de stå stille. De kan blive befriet af andre elbiler, der kan “køre” op på siden af dem og ved kontakt i fem sekunder (på fx skulderen) overføre ny strøm.

Når en elbil på den måde har hjulpet en anden elbil, er dens batteri fladt og skal lades op på ny.

I hver ende af banen sættes en kegle. Keglen fungerer som ladestation. Biler, der har givet strøm til andre, “kører” til ladestationen og laver ti møllesving med armene og får på den måde vindmølleenergi i tanken.

HOP PÅ BUSSEN

Denne leg er en stafetleg. Klassen deles i grupper ad ca. syv elever. Hver gruppe placeres bag en startkegle. 20-25 meter fra startkeglerne placeres der en ny kegle ud for hvert hold. Disse kegler skal holdene løbe rundt om.

Den første elev fra hvert hold starter med at løbe rundt om keglen og tilbage. Eleven er den, der starter “bussen”, og har som opgave at hente hele sit hold, så alle kommer med bussen. “Chaufføren” må kun hente én elev ad gangen. Når der hentes en ny passager, skal de løbe sammen videre og holde i hånd. Sådan fortsættes, til alle er i mål med hele “bussen” fyldt.