Piraten Pia 0.-1. kl.

Fortællingen læses højt for eleverne, inden I går i gang:

”Den store, fæle og ildelugtende pirat Pia har stjålet alt guldet fra ”Kongeriget I Det Fjerne”, og dronningen og kongen er helt fortvivlet og ved ikke, hvordan de selv skal klare at få det hele tilbage? Piraten er sejlet over de syv have med alt guldet, og hun har gemt det flere steder rundt i verdenen. Om nogle dage vil hun smelte det hele om til én stor klump guld, og det bare ikke ske, for sker det, så kan dronningen og kongen ikke dele alt guldet ud til folket, som de ellers havde planlagt. Vil I hjælp med at skaffe alt guldet tilbage til Kongeriget I Det Fjerne? Det lyder godt, lad os så komme i gang.”

Første del, Stillehavet

Skal læses højt for eleverne: ”Vi ved, at pirat Pia har gemt en del af guldet på stranden ved Stillehavet, så første del af vores togt er at krydse Stillehavet. Her er vandet meget dybt, og I skal være fuldstændig stille. Kommer man til at tale, så forvandler havet sig til Fortællerhavet, og man bliver så optaget af de gode fortællinger, at man glemmer alt om guldet. I skal transportere guldet rundt i havet, og prøve ikke at tabe det. Derfor er det vigtigt, at I afleverer guldet på en god og venskabelig måde, så den, du afleverer til, kan gribe det. Og sshhhh, husk at vi skal være helt stille, ikke engang hviske sammen!”

Lav en bane på størrelse med en ½ håndboldbane (20 x 20 m) og giv en bold til ca. halvdelen af eleverne. Eleverne skal nu løbe rundt mellem hinanden og aflevere en bold til en elev uden. Dette skal ske på følgende måder (og hele tiden uden at snakke):

  1. aflever med to hænder
  2. aflever med én hånd (underhånd)
  3. aflever under benet
  4. aflever med en studsaflevering (hvor den skydes ned i jorden én gang, inden den gribes)

Tabes bolden, dykker begge elever helt ned på maven (lægger sig strakt på maven), samler bolden op og fortsætter.

Når øvelsen er slut, samles alle elever i en rundkreds og får lov til at snakke/råbe i ½ minut for at markere, at de er ovre Stillehavet. Kan man et hurtigt kampråb, kan man tage dette her.

Anden del, Saharaørknen

Skal læses højt for eleverne: ”Det var sandelig godt, at vi kom over Stillehavet, og vi er nu kommet til den kæmpestore Saharaørken, som er så varm, at man kan grille pølser på sandet. Her har pirat Pia gemt mere af guldet, og vi skal transportere det hurtigst muligt gennem den glohede Saharaørken, er I klar på det?

Lav en linje A og en linje B med ca. 10 meter i mellem, og fordel klassen i grupper med tre i hver gruppe. Placér to ved linje A og én ved linje B. Hver gruppe får et stykke guld (en bold) og den første elev på linje A skal transportere guldet til linje B, hvor guldet afleveres til holdkammeraten, som skal transportere det tilbage til linje A osv. Guldet skal transporteres på følgende måder:

  1. drible med bolden
  2. balancere med bolden på flad hånd
  3. trille bolden på jorden med en hånd (ikke med fødderne)

Det er ikke en stafet, hvor det gælder om at komme først, og grupperne bliver bare ved med at transportere guldet på samme måde, indtil underviseren skifter øvelse.

Tredje del, De dybeste miner

Skal læses højt for eleverne: ”Pyha hvor var det varmt i Saharaørkenen, godt at vi kom igennem den. Nu er vi kommet frem til diamantminerne dybt under Andesbjergene. Minerne er gravet af de ældgamle Ejesbakkenafnogen stammer, og var engang fyldt med diamanter og ædelstene. Nu er de desværre tomme, men vi tror, at piraten har gemt det sidste af guldet hernede. Vil I med ned for at finde det?"

Placer alle eleverne ved linje A, de skal nu komme til linje B og tilbage, på følgende måder:

  1. kravle på alle fire
  2. kravle baglæns på alle fire
  3. mave sig frem, så lavt som muligt
  4. gå i krabbegang
  5. hop som en frø

Skal læses højt for eleverne: ”Nu er vi kommet dybt ned i minerne, og skal have alt guldet med op herfra igen."

Eleverne sættes sammen i grupper med fire i hver. Gruppen får én bold og placeres på linje A.

  • Eleverne må kun røre bolden med ryggen, og alle rygge skal røre den.
  • Gruppen skal nu transportere bolden frem og tilbage mellem linje A og B, så mange gange som muligt, og tælle hvor mange gange, de når.

Efter et par omgange af to minutter, tælles alles omgange sammen.

Skal læses højt for eleverne: ”Hvor er I dygtige, I nåede xx (det antal din klasse nåede) antal omgange og har derfor samlet alt guldet sammen til dronningen og kongen i Kongeriget I Det Fjerne. Dronningen og Kongen er meget taknemmelige og siger, at I altid er velkomne til at besøge dem på slottet."