Torsdag den 19. september var en dag fuld af vidensdeling, erfaringsudveksling, nytænkning og debat, da aktører fra skoler, kommuner og relevante organisationer var samlet til Dansk Skoleidræts årlige konference Bevægelse på Tværs. Konferencen byggede videre på nogle af de vigtigste konklusioner fra de tidligere år. Her har det nemlig vist sig, at bevægelse i skoledagen i høj grad er afhængig af en struktureret indsats, der ikke kun tager afsæt i skolen, men som også spiller sammen med kommunale forvaltninger og organisationer som fx idrætsforeninger.
- Det er tid til at få aktiveret, forstærket og forbundet alle led i virkekæden for bevægelse i skoledagen – for der er markante svigt.
Sådan sagde generalsekretær i Dansk Skoleidræt, Bjørn Friis Neerfeldt, da han satte spot på den brændende platform og det vigtige samarbejde på tværs af forvaltninger.
I Nyborg Kommune har man udviklet en ny børne- og ungepolitik med navnet ”Sammen om trivsel”. Marianne Stentebjerg, der er direktør på skole- og kulturområdet i Nyborg Kommune, var inviteret for at fortælle om den processen, det gode tværgående samarbejde, og om planerne for det fremadrettede arbejde med at implementere politikken.
Se slides fra oplægget
Jacob Have Nielsen, dokumentationskonsulent i Dansk Skoleidræt, kom i sit oplæg med nyeste viden fra den seneste populationsundersøgelse ”Bevægelse i Skoledagen 2019”. Han fortalte desuden om Dansk Skoleidræts procesforløb, som en konkret måde en skole eller kommune kunne få skabt en struktur og handleplan for bevægelse i deres skole eller kommune.
De 11-15 årige bevæger sig for lidt. Det er den altoverskyggende konklusion i Sundhedsstyrelsens rapport, som udkom den 26. august 2019. Derfor lagde projektleder ved netop Sundhedsstyrelsen, Tue Kristensen, vejen forbi og fik alle deltagende til at tænke med på skolens rolle og potentiale i forhold til at få børn og unge til at være mere fysisk aktive.
Se slides fra oplægget
Foredragsholder, rådgiver, forfatter, bestyrelsesmedlem og debattør Soulaima Gourani gav et underholdende, interessant og fremadsynet indblik i, hvordan fremtidens arbejdsmarked kommer til at se ud og stof til eftertanke om, hvordan man selv kan være den bedste og mest værdifulde medarbejder. Oplægget, der foregik via en Skype-forbindelse, var udelukkende for de deltagende på konferencen og kan derfor desværre ikke deles.
Du kan læse mere om Bevægelse på Tværs-konferencen 2019 her.