Ludo-basket

Kom hurtigt i gang

Beskrivelse

Spillet minder om almindelig Ludo, men i stedet for at slå med en terning, skal man score i basketball-kurven eller løbe rundt om banen for at kunne flytte sin brik.

Banen laves ved at danne en firkant af mange kegler i den størrelse, som man synes, at banen skal have. Hver kegle er et felt på Ludo-pladen.

  • Ved hvert hjørne sættes en ekstra kegle, som er startfelt for et hold. I midten sættes en kegle, som er ’hjem’. Overtrækstrøjerne fungerer som spillebrikker og lægges ved holdets startfelt. Deltagerne står på rækker ved basketballkurvene – klar til at score. Det gælder om først at få alle sine brikker ’hjem’ som i almindelig Ludo.
  • For at komme ud på startfeltet skal man score to gange i træk.
  • Når en brik (overtrækstrøje) er flyttet ud på startfeltet, må den flyttes to felter rundt på banen for hver scoring.
  • Hvis ikke der scores på et forsøg, kan man ved at løbe en gang rundt om banen få lov at rykke ét felt.
  • Man må gerne have flere brikker ude på startfeltet.
  • Når brikken har været hele banen rundt og lander på hjørnefeltet, skal der scores to gange i træk for at flytte brikken ’hjem’.
  • Spillerne skiftes til at skyde efter kurven – den samme spiller må kun forsøge at score én gang, inden næste spillers tur.

Variationer

Banens størrelse kan ændres, efter hvor hurtigt spillet skal gå. Man kan slå modstanderens brik tilbage til start, hvis man lander på samme felt.

Man har ”helle”/er fredet, hvis et hold har to brikker på samme felt. Antallet af scoringer for at rykke ud på startfeltet/’hjem’ kan ændres, hvis spillerne er rigtig gode til at score – fx til tre scoringer i træk eller baglænsscoring.

Brug fx hulahopringe eller en anden slags kegler som ”stjerne-felter” rundt på banen. Hvis man lander på en ”stjerne” og score igen lige efter, må man hoppe hen til næste ”stjerne”.