Forside/Nyheder/Her er de nominerede til Danmarks Sejeste Idrætslærer(e) 2023

IdrætsfagetNyheder

4. januar 2024

Her er de nominerede til Danmarks Sejeste Idrætslærer(e) 2023

Hvem skal have den ærefulde titel? Vinderen af prisen kommer i år fra Aalborg, Silkeborg, Sydslesvig, Roskilde eller Ballerup.

Her er de nominerede til Danmarks Sejeste Idrætslærer(e) 2023

”Ildsjæle”, ”skaber bevægelsesglæde”, ”giver mindeværdige idrætsoplevelser” og ”er rollemodeller”. Det er nogle af de flotte ord, der har stået i indstillingerne på de finalister, som er blevet udvalgt til prisen Danmarks Sejeste Idrætslærer(e), som Skole OL og Dansk Skoleidræt står bag. Finalisterne er i år geografisk spredt og er fra Aalborg, Silkeborg, Sydslesvig, Roskilde og Ballerup.

Prisen skal skabe større anerkendelse af idrætsfaget og understrege, hvor vigtigt idræt er for børn og unges både fysiske, psykiske og sociale udvikling.

De knap 200 indstillinger fra hele landet understreger, at Danmark har fantastiske, engagerede, initiativrige idrætslærere, der hver især yder en enorm indsats for at skabe bevægelsesglæde og trivsel i og uden for idrætstimerne.

De nominerede til Danmarks Sejeste Idrætslærer(e) 2023 er:

Bjørn Goldberg, Jens Jessen-Skolen, Sydslesvig
Nomineres, for at være en ægte sydslesvigsk ildsjæl, der benytter enhver lejlighed til at give eleverne en idrætsoplevelse ud over det sædvanlige. Bjørn har igennem sine 33 år som lærer lært i omegnen af ca. 800 elever at svømme og søger flittigt diverse fonde, så alle elever, uanset økonomisk baggrund, kan komme på lejrskole og få en oplevelse.
Bjørn Goldberg siger:
”Jeg blev meget overrasket, da jeg fandt ud af, at jeg var nomineret, men det er nogle enormt pæne ord, som mine kollegaer har sendt ind. Så jeg er overrasket, men glædeligt overrasket.”

Anne Møller, Th. Langs Skole, Silkeborg
Nomineres, fordi hun er en ildsjæl, der brænder for bevægelse, og for at idrætsfaget fremmer fællesskabet. Hun bevæger sig gerne ud i områder, hvor hun også sætter sig selv på spil, hvilket inspirerer elever til selv at turde begive sig ud på tynd is. Anne er initiativrig og en forgangsperson for både børn og voksne på skolen.
Anne Møller siger:
”Det føles helt vildt og uventet at være nomineret. Jeg bliver virkelig stolt og glad. Jeg forsøger bare at gøre idrætten større end bare at være et idrætsfag. Jeg underviser både de store og små klasser, og går til dem på hver deres måde. Det er på nogle punkter lidt svære at få de store til at stå frem, men jeg forsøger at kombinere krop, bevægelse, identitet og trivsel, så fællesskabet og bevægelsesglæden bliver styrket i klasserne.”

Tina Knudsen, Frejlev Skole, Aalborg
Nomineres, da hun tager alle de klasser hun kan med til alle de sportsstævner, hun kan komme til. Det giver nogle fantastiske oplevelser for de unge mennesker og minder for livet. Tina har indført, at 8. årgangs lejrskole er en idrætsuge, hvor eleverne prøver kræfter med sportsgrene, de aldrig har prøvet eller kendte til.
Tina Knudsen siger:
”Det gør mig helt enormt glad, at jeg er blevet indstillet til prisen. Jeg elsker at undervise i idræt og give mine elever unikke oplevelser sammen. Jeg tager 8. årgang med på lejrskole, hvor vi tager fat i idrætsgrene, som mange af eleverne ikke har stiftet bekendtskab med før, og det giver dem nogle fede oplevelser og minder for livet, som de tager med hjem i tasken.”

Lasse Hollen Nielsen og Freja Dujoux Dahl, Klostermarksskolen, Roskilde
Nomineres, for at være ambitiøse og inspirerende lærere, der virkelig brænder for deres fag. De går forrest som rollemodeller og vil deres elever det bedste. Samtidig er de med til at udfordre eleverne, når de kommer med nye ideer til idrætstimerne. De gør timerne sjove, og der er plads til alle elever – uanset niveau.
Lasse Hollen Nielsen og Freja Dujoux Dahl siger:
”Det betyder enormt meget, at det er vores elever, der har indstillet os, de er jo kernen og grunden til, at vi tager på arbejde. Det er for os de helt rigtige personer, indstillingerne kommer fra, så det gør os glade. Vi er måske også lidt overraskede, for vi gør jo bare vores arbejde. Og så er det fedt, at vi er blevet indstillet sammen, for vi gør et rigtig godt team.”

Kenneth Erichsen og Lene Stengaard, Skovvejens Skole, Ballerup
Nomineres, da de har skabt en ny kultur og på kort tid flyttet idræt som fag og skabt bevægelsesglæde hos eleverne. De har udarbejdet en idrætsfolder, der tydeliggør, hvor vigtigt idræt er. Målet med folderen er at understøtte elevernes fysiske sundhed og giver eleverne forudsætninger for gennem hele livet at indgå i sociale relationer og knytte nye venskaber gennem sport og bevægelse.
Kenneth Erichsen og Lene Stengaard siger:
”Vi er rigtig glade og beærede over at være indstillet. Men selvom vi er indstillet, så er der stadig en del arbejde foran os, før vi når i mål med at skabe en ny idrætskultur ude på vores skole. Vi kunne ikke gøre det her uden hinanden, derfor er det fedt, at man i år har kunne indstille teams. Og så er det jo altid dejligt med et skulderklap og anerkendelse af vores arbejde, siger de.”

Danmarks Sejeste Idrætslærer(e)

Der venter vinderen af prisen 25.000 kroner til idrætsudstyr sponsoreret af A-Sport og kurser fra Dansk Skoleidræt til alle skolens idrætslærer til en værdi af 7.500 kroner. Og en kæmpe hyldest ude på skolen sammen med lærere og elever.

Prisen gives i år til den idrætslærer eller det idrætslærerteam, som mestrer at gøre idrætsfaget til et fag, hvor fællesskabet er i højsædet og hvor alle elever inkluderes i bevægelsesfællesskabet.

Læs mere om prisen her.

Relaterede nyheder

Søgning