Bevægelse i skoledagenIdrætsfagetOrganisation
10. april 2025
Junioridrætsledervalgfag: Win-win for personlig udvikling og frivillighed
Junioridrætslederuddannelsen (JIL) er et valgfag, der ikke kun fokuserer på idræt, men også på at udvikle unge som rollemodeller og frivillige i foreningslivet. Valgfaget understøtter samtidig den nye skoleaftale, der opfordrer til indførelse af et valgfag med fokus på motion og bevægelse i udskolingen
Kravet om 45 minutters daglig bevægelse afskaffes med virkning fra det kommende skoleår, men det er ikke tanken fra politisk side, at skolerne skal være mindre aktive af den grund. Tværtimod er et af elementerne i den nye skoleaftale, at skolerne fremover kan indføre et lokalt valgfag i 7.-9. klasse, der understøtter motion og bevægelse i udskolingen – alt efter hvad der er særlige lokale forudsætninger for. I skoleaftalen nævnes samtidig muligheden for at samarbejde med lokale idrætsforeninger.
Valgfag i den nye skoleaftale
”Skolerne skal fra 1. august 2025 udbyde lokale valgfag i 7.-9. klasse, der understøtter motion og bevægelse i udskolingen, fx træneruddannelse, friluftsliv eller vandsport – alt efter, hvad der er særlige lokale forudsætninger for. Det kan fx være i samarbejde med lokale idrætsforeninger.”
Uddrag fra den nye skoleaftale
Valgfag giver kompetencer til frivillighed
Siden 2004 har Dansk Skoleidræt uddannet elever til Junioridrætsledere og understøttet koblingen mellem skole og fritidsliv ved at give eleverne kompetencer til at være instruktører i det lokale foreningsliv. Uddannelsen er et valgfag bestående af en række moduler, hvor eleverne får redskaber til at formidle, planlægge, udvikle, afvikle, evaluere og justere aktiviteter med mindre børn. De nye færdigheder skal samtidig afprøves i praksis, enten på skolen, i SFO’regi, børnehuse eller i de lokale foreninger.
Noget af det særlige i valgfaget er elevernes personlige og sociale læring undervejs. En nyligt udarbejdet evalueringsrapport viser, at elevernes kompetencer inden for ledelse, samarbejde og relationsopbygning bliver styrket. Elevernes udtalelser i evalueringen viser, at de tilegner sig færdigheder, der også gavner dem i andre sammenhænge:
-Jeg har bare lært at stå foran en masse mennesker og kunne lide det og ikke føle, at det er mega mærkeligt.
Tidligere JIL-elev
De tilknyttede lærere fremhæver, hvordan relationen mellem junioridrætslederne og børnene også har effekt på den øvrige skoletid:
-De yngre elever ser op til junioridrætslederne, hvilket skaber respekt og begejstring, mens de ældre udvikler empati og sociale færdigheder. De små synes, det er megafedt, der kommer nogle store og leger med dem, og de store opnår også rigtig meget ved det.
JIL-lærer
Man behøver ikke være dygtig til sport
Valgfaget giver eleverne en unik mulighed for at prøve sig selv af i forholdsvis trygge og frie rammer, da man øver sig sammen med sine klassekammerater. Ifølge projektleder Kira Mogensen fra Dansk Skoleidræt skiller Junioridrætsledervalgfaget sig også ud fra øvrige træneruddannelser ved ikke at hægte sig på en særlig idrætsgren.
-Eleverne behøver ikke at være dygtige til en bestemt sport for at blive Junioridrætsledere. På uddannelsen får de redskaber til formidling, aktivitetsudvikling, konfliktmægling, teamsamarbejde og foreningsarbejde, som er idrætslige og menneskelige kompetencer, de kan bruge i en hvilken som helst forening, fortæller Kira Mogensen.
Dermed rammer valgfaget også en bredere målgruppe end de allerede foreningsaktive elever. På Kira Mogensens sidste forløb på odenseanske skoler var 10 af de 25 elever ikke i forvejen tilknyttet foreninger.
-Skolen er jo et rigtig godt sted at starte, når vi skal lære vores børn og unge at være frivillige. Elever i 7.-9. klasse er et sted i livet, hvor de er i gang med at finde ud af, hvem de er. Som en del af valgfaget skal eleverne netop kigge lidt på sig selv udefra og tage stilling til, hvilken type træner og rollemodel, de gerne vil være, siger Kira Mogensen, der glæder sig over, at skoleaftalen forhåbentligt vil medvirke til, at endnu flere unge uddannes til Junioridrætsledere og dermed potentielt frivillige kræfter i foreningslivet.
Junioridrætsleder på jeres skole?
Vil I gerne uddanne Junioridrætsledere på jeres skole, så kontakt os endelig eller læs mere her.