Nyheder
25. februar 2025
Kæmpe høvdingeboldturnering løftede taget i Frederikshavn
Knap 450 friske 5. klasse-elever fra 14 skoler var d. 25. februar samlet til et brag af en høvdingeboldturnering i Arena Nord. Dansk Skoleidræt Kreds Nordjylland og Arena Nord var gået sammen om at skabe én stor dag, der samlede elever fra hele kommunen til spændende dyste, holdånd og fællesskab.
Der blev tidligt ro i Frederikshavntirsdag d. 25. februar. De fleste af kommunens 5.-klasser burde i hvert fald være godt trætte efter en hel dag med smæk på. Hele 21 klasser fra 14 skoler har med knap 450 elever været til indledende stævne i høvdingebold.
Det er andet år i træk, at høvdingeboldturneringen afholdes i Arena Nord. Førhen stod lokale skoler hver især for at arrangere mindre turneringer for 4-5 skoler ad gangen. Men det krævede meget tid og planlægning for de ansvarlige skoler, og der var potentiale for nogle endnu federe oplevelser for eleverne.
Ena Anderson er frivillig i Dansk Skoleidræt Kreds Nordjylland og er en del af arrangørteamet bag dagen:
– Hvem siger, at vi ikke skal tænke stort, bare fordi vi er i Nordjylland? Selvfølgelig skal vi det. Nu samles alle eleverne her på én gang, mødes med jævnaldrende på kryds og tværs af skoler, og de synes, at det er så fedt, fortæller hun.
Arrangementet har de seneste uger ligget online på Arena Nords hjemmeside på lige fod med events som ”We Will Rock You”-musical, shows med landskendte komikere og koncerter med velkendte kunstnere.
Dennis Larsen, der er udviklingschef for Idræt og Trivsel i Arena Nord, fortæller, at de med glæde bruger ressourcer på at bakke op om høvdingeboldturneringen:
– Vi vil gerne være kraftcenter for idræt i Frederikshavn og i kommunen. Vi synes jo, at det er fedt at få de unge mennesker herind – det kan være, at de får øje på nogle af alle de sportsgrene, vi tilbyder her, og måske får lyst til at komme igen. Vi vil gerne vise, at vi kan samle folk og skabe glæde – men vi vil også gerne præsentere vores sted for de unge og vise, at der sker en masse fedt, fortæller han.
Elever fra lokal skole er dommere
Hele dagen har klasserne heppet på hinanden med hjemmelavede skilte, high fives og jubeludbrud, når sejren blev hevet hjem. Alle har været engagerede, og det har da også i nogle tilfælde betydet mindre uenigheder om afgørelser og dommerkendelser. Men dommerne har haft det sidste ord – også selvom tjansen blev varetaget af 9. klasses elever fra den nærliggende skole.
På Nordstjerneskolen har 30 elever nemlig et event-valgfag, hvor de lærer om, hvordan man arrangerer og står for aktiviteter. De står bl.a. for Skolernes Motionsdag og for Trivselsdagen på skolen – og så tager de fx også ud og er hjælpere til arrangementer som disse. Forud for dagen blev de lært op i reglerne, og i hvordan man er i øjenhøjde med yngre elever og hvordan man skal kommunikere.
Lærer Ricky Gade fortæller:
– De er noget for de små elever på skolen, og de vokser helt vildt med opgaven. Det med at unge mennesker ikke vil gøre noget for andre – det er i hvert fald ikke rigtigt. Det er så fedt at se. Det var heller ikke noget problem at finde nogle, der ville stå for opvarmningen i dag, selvom det handler om at stille sig op foran så mange elever. De vil rigtig gerne, siger han.
Høvdingebold kan noget særligt
Lasse Rosenlund er også frivillig i Dansk Skoleidræt Kreds Nordjylland, og har derfor lagt en pæn portion timer i planlægning af dagen. Han gør det gladeligt, da han kan se, at den store fælles turnering gør det let for skolerne at deltage – de skal kun tænke på transporten. Og lige netop høvdingebold er en vigtig turnering at prioritere, fordi den er lidt anderledes end andre sportsgrene:
– Høvdingebold er en sport, hvor alle er lidt mere ligestillede. Her kan alle være med, eleverne bliver hurtigt gode, og det er mere fair. Her er hele klasser afsted sammen, og alle skal have lige meget tid på banen. Det kan noget særligt, siger han.
Og eleverne selv? De virker også ganske tilfredse:
– Det har været mega fedt. Og det er godt, at vi er afsted sammen som klasse, siger Karla fra 5. klasse på Frydenstrandskolen og suppleres af klassekammeraten Jannick:
-Det er rart at komme ud og lave noget sjovt i stedet for bare at sidde hjemme i klasselokalet. Og det er sjovt at lave noget sammen. Man plejer meget at være sammen med de samme grupper – men her kommer man til at være sammen med nogle andre også.
– Det er også godt at møde dem fra de andre skoler, supplerer Augusta til sidst.
Fakta om stævnet
- 21 klasser fra 14 skoler med knap 450 elever deltog i dagen.
- De fleste skoler fra Frederikshavn Kommune var med. Desuden deltog en skole fra Læsø Kommune og en fra Hirtshals.
- Arrangørerne bag dagen er Dansk Skoleidræt Kreds Nordjylland og Arena Nord.
- Vinderne af dagen blev 5. A fra Hirtshals skole.
- D. 25. marts løber kredsstævnet med vindere fra de fire nordjyske lokalstævner af stablen – også i Arena Nord.
- DM i Skolehøvdingebold afholdes i Helsinge i maj måned – i 2026 afvikles det i Arena Nord.