Nyheder
10. marts 2025
Konkret inspiration til førskole-tilbud
I disse måneder starter førskole-elever landet over deres skoleliv. Har du husket at tænke motorik og leg ind i deres program? Læs med og få inspiration til konkrete materialer, aktivitet og kurser.
Foråret er en spændende tid for både børn og voksne, når et nyt kuld elever starter i førskole-tilbud landet over. Som lærere og pædagoger har I en unik mulighed for at skabe en god begyndelse for børnene ved at integrere bevægelse og leg i deres dagligdag. Bevægelse er ikke kun sjovt, men også afgørende for børns udvikling og trivsel.
Inspiration til aktiviteter
Her er fire konkrete forslag til, hvordan du kan integrere bevægelse og leg i jeres førskole-tilbud:
- Mini-motorik: Mini-motorik er et inspirationsmateriale med grundmotoriske øvelser, der er målrettet 5-6-årige førskolebørn. Materialet hjælper børnene med at blive gode til at bevæge sig og til at indgå i en skoledag med daglig bevægelse. Læs mere her.
- Motorik og leg i indskolingen og førskoletilbud: Dette kursus er designet til at styrke børns motoriske færdigheder gennem leg. Kurset giver pædagogisk personale værktøjer til at anvende leg og bevægelse målrettet samt inspiration til konkrete aktiviteter. Men du skal være hurtig – kurset er allerede d. 27. marts., og der er tilmeldingsfrist d. 20. marts. Læs mere her.
- Motorikdug: Mission Motorik er en farvestrålende dug, der gennem leg og fantasi træner børns motorik. Dugen indeholder 62 felter med forskellige aktiviteter, der udfordrer og træner elevernes motoriske evner på en sjov og inkluderende måde. Find dugen her.
- FritterSport: FritterSport er et bevægelseskatalog, der tilbyder en række aktiviteter og lege, som kan integreres i SFO og skolestart. Materialet fokuserer på at skabe glæde ved bevægelse og styrke børns motoriske færdigheder. Læs mere her.
Hvorfor er bevægelse vigtigt for de aller yngste elever?
Børn med gode motoriske færdigheder viser bedre akademisk præstation end børn med mindre gode motoriske færdigheder. Det skyldes sandsynligvis, at motoriske færdigheder har en positiv betydning for centrale områder i hjernen og for vigtige kognitive processer.
Motoriske færdigheder har også betydning for børns trivsel. Børn med mindre gode motoriske færdigheder er i højere grad udsat for mobning og psykosociale udfordringer. Betydningen er langvarig, da motoriske færdigheder i en tidlig alder har betydning for både akademisk præstation og trivsel senere i skolelivet.
(Der er endnu flere gode argumenter, som du kan læse i Dansk Skoleidræts faktaark om motorik lige her)