1.333 elever til volleystævne i Svendborg

Rekordmange elever var samlet i Svendborg til volleystævne. Et stævne der ikke kunne fungere uden et stort samarbejde mellem  kommune, foreninger, Volleyball Danmark og Dansk Skoleidræts lokale kreds.

13. september 2018

Regndryp, vind og våde baner er glemt, når først fløjten lyder til kamp. Landsstævnepladsen ved Svendborg Idrætscenter er fyldt med elever klar til det største kids- og teenvolleystævne i Danmark nogensinde.

1.333 elever fordelt på 308 hold fra skoler i Svendborg Kommune er meldt til, og når så stort et stævne skal fungere, kræver det mange muskler. Volleyball Danmark har sammen med Dansk Skoleidræt Kreds Fyn, Svendborg Volley og Skaarup IF Volley sat 53 mobile baner op til dagens kampe, og Svendborg Kommune har udbredt budskabet og koordineret tilmeldingen via sine kanaler og kontakter til skolerne.

 

- Vi har meget fokus på idræt i Svendborg Kommune, og gør meget ud af at understøtte den åbne skole, og volleyball giver et særligt fællesskab og nogle gode oplevelser for eleverne. Så når Volleyball Danmark og Dansk Skoleidræt byder ind med ideen, så er vi selvfølgelig meget åbne for at hjælpe, siger Line Skov Høst, der er konsulent i Svendborg Kommunes skoleafdeling.

 

Martin Langefelt fra 3. klasse på Issø-skolen i Kirkeby har lige tabt de første kampe, men mener, at der stadig er håb:
- De andre hold fra min klasse har nok samlet nogle point sammen, så måske gør det ikke så meget. 
- Kidsvolley er sjovt, fordi man bevæger sig meget på banen, og man skal bruge hovedet og spille taktisk. Man kan fx lade som om, man skyder langt, og så i stedet skyder man helt kort eller skævt, siger Martin Langefelt.

 

Kidsvolley kan spilles på alle klassetrin og på alle niveauer. Turneringsformen lægger op til, at man stiller med jævnbyrdige hold. De bedste piger og drenge fordeles ligeligt ud på alle klassens hold. Dermed er chancen for pointsejr størst.
- Kidsvolley og senere Teenvolley er perfekt til at lægge idrætsfagets indholdsområde boldbasis ind med, siger Randi Fechtenburg, arrangør og formand for Dansk Skoleidræt Kreds Fyn.

 

I Kidsvolley er det mere et kaste-gribespil, bevægelse og koordination, hvor Teenvolley er mere det “rigtige” volley med tekniske færdigheder.
- Og så er turneringsformen, hvor vi lægger op til, at klassen kæmper for og hepper på hinanden, så god og passer perfekt til skolen, siger Randi Fechtenburg.