En lille skare af ihærdige kræfter har gennem tiden modtaget Dansk Skoleidræts æresnål for deres mangeårige arbejde med idræt i skolen. Nu er nålen netop blevet uddelt til Per Bromann, der gennem 32 år har ydet en indsats i kreds Vestsjælland.
De planlægger og afvikler stævner. De møder ind, når andre har fri, og de gør det for at skabe idræt, glæde og begejstring blandt børn og unge. Dansk Skoleidræts kredsmedlemmer yder hver især et stort stykke arbejde rundt omkring på de danske skoler, og nogle er aktive i så mange år, at de kan modtage Dansk Skoleidræts æresnål.
Æresnålen kan tildeles efter 25 år i skoleidrættens tjeneste eller på baggrund af "en ekstraordinær indsats for skoleidrætten" efter indstilling fra en kredsforenings bestyrelse eller fra forretningsudvalget i landsorganisationen.
Den første æresnål blev uddelt i 2000, og nu er nålen netop blevet uddelt til Per Bromann, der – kun afbrudt af et enkelt års pause - har været medlem af FU Kreds Vestsjælland siden 1984. Gennem årene har han blandt andet været disciplinansvarlig i fodbold og senere atletik, hvor han har stået for afvikling af mange stævner på Holbæk Stadion.
Per Bromann, der siden 1977 har været lærer på flere skoler i Holbæk Kommune, har gennem årene hjulpet på en række områder. De senere år har han bl.a. været håndbold-ansvarlig og afviklet kvalifikationsstævner til DM, ligesom han har stået for indefodbold.
Per Bromann har desuden været meget aktiv indenfor skoleskak, som altid har haft hans store interesse, ligesom han i en årrække har medvirket som instruktør på såvel DBU’s og DGI’s fodboldskoler.
Æresnåle uddeles almindeligvis i forbindelse med Dansk Skoleidræts repræsentantskabsmøde, og ved mødet i april i år modtog Erik Elmelund, Kirsten Hald, Joan Bak og Percy Polano æresnålen for deres mangeårige arbejde i skoleidrætten. Endelig modtog afgående generalsekretær, Niels Grinderslev, æresnålen for at have ydet en ekstraordinær indsats.
Per Bromann, kreds Vestsjælland