75-års dag fejret med manér

Dansk Skoleidræts jubilæum bød på masser af aktiviteter for eleverne samt inspiration og viden til praktikere og beslutningstagere. Præcis som det har været Dansk Skoleidræts fokus gennem historien.

28. september 2021

1.100 elever til atletikstævne i Aarhus, 150 til volley i Ringe og 250 til O-løb i Skive. Læg hertil mere end 100 kommunale ledere og skoleinteressenter på Bevægelse På Tværs-konference, 25 beslutningstagere samlet til alliancemøde og 100 receptionsgæster repræsenterende en række samarbejdspartnere og venner af Dansk Skoleidræt.


28. september 2021 blev i sandhed en stor dag i Dansk Skoleidræts historie, og i organisationens brede felt af interessenter fik mange på forskellig vis en bid af jubilæumskagen. Eleverne fik flere steder i landet en idrætsoplevelse ud over det sædvanlige. Ikke mindst i Aarhus, hvor Dansk Skoleidræt Kreds Østjylland arrangerede løb, spring og kast i massevis ved et rekordstort atletikstævne på Aarhus Stadion.


I Nyborg lagde Sinatur Hotel Storebælt rammer til konferencen Bevægelse på Tværs, hvor praktikere ude fra skolerne sammen med kommunale konsulenter fik fyldt godt med ny viden indenbords om idræt og bevægelse.


Og endelig bød dagen naturligvis på en officiel jubilæumsreception, hvor gæster fra nær og fjern fik sagt Dansk Skoleidræt tillykke med dagen.

Tak til ildsjælene
Dansk Skoleidræts egen formand Finn Kristensen kunne i sin tale se tilbage på organisationens etablering tilbage i 1946, som udsprang af en københavnsk lærers inspirationsbesøg i det svenske. Landsudvalget for Skoleidræt så dagens lys og med det formål ”at støtte og fremme skolernes obligatoriske og frivillige undervisning i opdragende legemsøvelser”. Mange år senere, i 1994, blev navnet ændret til Dansk Skoleidræt, og det samme gjorde formålsparagraffen, hvilket bl.a. medførte større samarbejde med fx DIF og DGI omkring inspirationsmaterialer til idrætsfaget.


Finn Kristensen lagde også vægt på organisationens store tilknytning til Nyborg. Dansk Skoleidræts sekretariat har boet tre steder i byen – bl.a. i de lokaler som nu huser Sinatur Hotel Storebælt, så på den led blev receptionen holdt i historiske rammer.


Dansk Skoleidræt har altid været garant for stor stævneaktivitet, og en masse af disse med udgangspunkt i det lokale arbejde i organisationens 15 kredsforeninger. Derfor var der en stor tak fra formanden til de mange frivillige ude i kredsene, som giver børnene så mange store oplevelser med idræt og bevægelse. En af ildsjælene fik en helt særlig plads i formandens tale, idet Anne Lise Hansen fra Kreds Storstrømmen fik overrakt diplom og blomster for 50 (!) års imponerende tjeneste i skoleidrætten.


I 1946 såvel som i 2021 har Dansk Skoleidræts fokus været at give alle børn oplevelser med idræt og bevægelse, som kan være med til at fremme aktive vaner.


- Siden 1946 har vores sag for idræt og bevægelse – udført på mange forskellige måder alt efter tidens pædagogiske og idrætslige trends – haft stor samfundsmæssig betydning. Vi er den eneste idrætsorganisation, der har skolen som sit direkte omdrejningspunkt. I Dansk Skoleidræt vil vi gøre alt for at vise, at man ikke er færdig som 75-årig. Der er masser af liv i os, sagde Finn Kristensen i sin tale.

Vigtigt med aktive vaner
I talerækken var også Peder Bisgaard, formand for Dansk Firmaidrætsforbund, som ligeledes holder til i Nyborg, og som også er fra 1946.


- Det var et år, hvor de organisatoriske fremtidsdrømme blomstrede, og hvor både firmaidrætten og skoleidrætten blev oprettet. Vi kommer nok aldrig i mål med hver vores kampe, for det vil altid være vigtigt at kæmpe for børns og voksnes sundhed. I giver børnene gode oplevelser med idræt og bevægelse, som grundlægger sunde vaner. Dermed er I også en forudsætning for, at dem der tidligere var børn, fortsætter som aktive på arbejdspladsen. Lad os kæmpe sammen for, at motion og bevægelse kommer til at betyde endnu mere for den enkelte, lød nogle af de flotte ord fra Peder Bisgaard.


I billedserien herunder kan du se, hvordan jubilæumsdagen gik for sig til landet over: