- Åh nej.
Sådan tænkte lærer Lone Fogh, da hun fandt ud af, at skolens lærere skulle til at være ansvarlige for, at eleverne fik nok bevægelse i løbet af skoledagen. Hun underviser i dansk i 9. klasse på Virum Skole, og blev ikke just begejstret ved udsigten til det, hun opfattede som endnu en to-do.
- Jeg tænkte: "hvordan skal jeg nå det hele?” Det er jo ikke fordi, jeg ikke ønsker, at de skal bevæge sig eller have det godt. Jeg var bange for, at det afbrød undervisningen, og at det var endnu en opgave oveni de andre. Jeg skal jo også holde øje med, om Julius har det godt, høre om en far, der er styrtet på cykel, og sørge for at Mathilde lærer at læse, siger hun.
Starter forfra
Lone Foghs umiddelbare frustration var blot en af mange reaktioner på, at Virum Skole skulle gå i en ny retning. Selvom skolen på papiret løste opgaven med bevægelse, oplevede man et behov for at gøre noget andet. Afdelingsleder Erik Smed fortæller, at Virum Skole har en enorm høj faglighed, men desværre også som konsekvens heraf nogle elever, der er kede af det, fordi er pressede – både hjemmefra og fra skolen.
- En af grundende til, at vi gerne ville lave om på tingene var, at vi manglede fokus på trivsel fremfor på det perfekte. Vi er glade for at ligge højt på de målbare parametre, men vi er ikke kede af at give mere plads til variation og trivsel. Hvis vi får hele mennesker ud her fra, så er det den ekstra indsats værd, siger han.
Virum Skole har gennem et procesforløb faciliteret af Dansk Skoleidræt bl.a. fået analyseret skolens udfordringer ift. at få implementeret bevægelse, udviklet en handleplan samt inddraget og kompetenceudviklet personalet gennem workshops.
- Vi starter fra scratch. Det her er en indgang til at komme i gang med at arbejde med bevægelse i undervisningen, og så finder vi så småt os selv i det. Lærerne og pædagogerne skal arbejde sig ind i det, og det bliver nok en proces. Skoleledelsens sværeste opgave bliver nu at fastholde fokus, siger Erik Smed.
Frustration blev til motivation
I løbet af de workshops, som Lone Fogh sammen med sine kollegaer var en del af, fik hun øjnene op for, at det med bevægelse måske ikke var helt så uoverskueligt alligevel.
- Da vi fik taget en snak om, hvad bevægelse egentlig er, fandt jeg ud af, at jeg faktisk laver meget mere bevægelse, end jeg troede. Det var en aha-oplevelse, at når vi fx laver speed-dating, hvor man flytter sig rundt mellem hinanden, så er det faktisk også bevægelse. Jeg skal ikke nødvendigvis have deres puls helt op, siger hun.
Lone Fogh fortæller, at hun skulle forstå sammenhængen mellem den faglige del af skolens formål og bevægelsen, før hun kunne finde motivationen til rigtig at beskæftige sig med det fysisk aktive element.
- Indtil man erkender, at trivsel og læring følges ad, kan man godt have nogle indvendinger mod det. Det er lidt et brud på skolens kultur, at bevægelse faktisk er en del af at blive dygtigere. Men det motiverer mig meget, at jeg kan se, at eleverne trives, griner sammen, og at der er god stemning. Så det er investeringen værd, siger hun.
Lone Fogh suppleres af sin kollega Mette Roed Nielsen, der også underviser i dansk på 9. årgang. Hun var fra start positivt indstillet over, at hun nu skulle til at inddrage bevægelse i sin undervisning.
- Jeg syntes næsten, at der var mere uro i at nogle udefra skulle være "ugens gæst" og lave bevægelse med elever, de ikke kender. Jeg synes, at det fungerer meget bedre, at det er mig, der varetager det, fordi jeg kender klassen, siger hun.
Ikke uden udfordringer
Mette Roed Nielsen kommer fra en skole, hvor bevægelse i høj grad har været integreret i undervisningen, og det er derfor allerede en del af hendes måde at undervise på. Alligevel oplever hun, at der er nogle barrierer, der påvirker, hvor meget bevægelse hun kan inddrage.
- Jeg har før lavet mere bevægelse end jeg gør nu, fordi jeg havde et andet skema. Der havde jeg fx min klasse i fire lektioner en dag, og der har jeg bevidst tænkt, at der skal ske noget. Men som mit skema ser ud nu, så har jeg måske en lektion, og så tænker jeg ikke så meget i bevægelse. Men det bør jeg jo. For den næste lærer, der kommer ind, han har måske også kun den ene eller to lektioner, og han er også presset på tid, siger hun.
Lone Fogh supplerer med, at ens personlige idrætslige præferencer også har indflydelse på, hvilke former for bevægelse, du som lærer igangsætter i dine timer.
- Der er nogle bevægelsesformer, der ligger mig så fjernt, at jeg ville falde igennem. Vi har jo de store elever, og de vil lynhurtigt gennemskue mig. Så det er godt, at man som lærer selv kan forme bevægelsen, så man stadig kan se dem i øjnene og bevare sin autencitet, siger hun.
Tillid til sine medarbejdere
Erik Smed kan godt se idéen med fx at have bevægelsesvejledere på skoler, og anerkender, at det fungerer godt på mange skoler. Alligevel har ledelsen taget et bevidst valg om ikke at udpege nogen som bevægelsesvejledere i den proces, skolen er i nu.
- Det er med vilje, at der ikke er noget, der hedder bevægelsesvejledere her. Det har været vigtigt for os, at alle fik ejerskab, og at man ikke kunne parkere den ved ”spørg bevægelsesvejlederen”. Her har vi alle sammen 100 pct. ansvar for, at det fungerer, siger han.
Til spørgsmålet om han tror, at skolen stadig lever op til kravet om fysisk aktivitet svarer han:
- Jeg er helt sikker på, at vi stadig lever op til lovkravet om 45 minutters daglig bevægelse. Men det er jo bare en formalitet. Vi arbejder med bevægelse, fordi det har mange positive effekter, og fordi det skal understøtte vores arbejde med at fremme skolens trivsel.
Artiklen er tidligere bragt i Idræt i Skolen, december 2019.