Bestil årets bevægelsesjulekalender

Bevægelsesjulekalenderen fra Sæt Skolen i Bevægelse gør igen i år december til den mest bevægende måned. Bag hver låge i julekalenderen gemmer sig en sjov brain break, som får pulsen op og giver smil på læben. Sidste år blev vi væltet bagover af den store efterspørgsel, og måtte i sidste øjeblik trykke flere eksemplarer af den populære julekalender.

22. oktober 2020

Æbleskiver, julieklip, krybbespil og pakkeleg. Juletraditionerne er mange, og heldigvis er bevægelsesjulekalenderen også blevet en fast del af julemåneden på mange skoler. Julekalenderen, der hver dag afslører en ny brain break, gør det let for lærere og fedt for elever at få et tiltrængt fysisk aktivt afbræk fra undervisningen. Brain breaks er små aktive pauser, der skaber variation og afveksling i timerne. Rigtig mange lærere finder året rundt inspiration til brain breaks i Sæt Skolen i Bevægelses online øvelsesdatabase, men i december måned er arbejdet gjort for dem – selvfølgelig ud fra særlig hensyntagen til Covid-19.

Bevægelsesjulekalenderen 2020


- I år kan man forvente at finde øvelser bag lågerne, der er nemme at sætte i gang uanset hvornår på dagen, man vælger at åbne lågen. Alle øvelserne fungerer godt, selvom vi skal huske at holde afstand og passe på hinanden. I år opfordrer vi til, at man går udenfor og laver de fleste af øvelserne, da man her netop kan holde lidt ekstra afstand, men stadigvæk have det sjovt sammen, siger Lise Sohl Jeppesen, der er udviklingskonsulent i Dansk Skoleidræt.


Skoler er med år efter år

Bevægelsesjulekalenderen aktiverede mere end 120.000 elever i 2019, idet mere end 950 skoler modtog kalenderen. År efter år kommer der nye skoler til, men mange bestillere er gengangere. Ifølge Lise Sohl Jeppesen er det sandsynligvis fordi, at konceptet er så lige til og bare fungerer godt i praksis.

- Julekalenderen er nem at gå til, den er synlig for klassen i plakatform og dermed får man husket at åbne dagens låge. Aktiviteterne kræver ingen forberedelse og næsten heller ikke nogle redskaber, siger hun.


Skal I også sætte fut i december? Så bestil bevægelsesjulekalenderen senest 2. november!

Bestil bevægelsesjulekalenderen