Bevægelse er populært i boglige fag

På tre ud af fire skoler er der bevægelse i timerne – også når der er matematik og sprogfag på skoleskemaet. Det viser en ny undersøgelse fra Dansk Skoleidræt og TrygFonden.

01. december 2017

Kemi-bingo, ordræs og matematik-stomp. Kreativiteten er stor, når små og store elever bevæger sig i de boglige fag - og på størstedelen af de danske skoler er der aktive elever i timerne. 75 procent af skolerne har dagligt bevægelsesaktiviteter i fx dansk, matematik og sprogfag. Det viser den nye undersøgelse ”Bevægelse i skoledagen 2017”, der er udarbejdet af Oxford Research for Dansk Skoleidræt og TrygFonden.

Om undersøgelsen

Populationsundersøgelsen ”Bevægelse i skoledagen 2017” er foretaget som en elektronisk spørgeskemaundersøgelse i perioden fra 12. juni til 3. juli 2017. Undersøgelsen er gennemført af evalueringsvirksomheden Oxford Research for Dansk Skoleidræt og TrygFonden.

Alle landets folkeskoler, friskoler, private grundskoler og specialskoler for børn blev inviteret til at deltage, og der er modtaget svar fra 508 skoler - svarende til 28 procent af totalpopulationen.

Undersøgelsen er udarbejdet i forbindelse med evalueringen af programmet Sunde Børn Bevæger Skolen.


Med skolereformen blev bevægelse et centralt nyt tiltag for skolerne. De nye tal vidner om, at der de senere år er kommet styr på den del af bevægelsen, der ligger i de boglige fag. Det glæder Dansk Skoleidræts konstituerede generalsekretær, Rikke Lindskov Simonsen.


- Det er godt at se, at de mange initiativer, vi har sat i gang for at skabe bevægelse i de boglige fag, er med til at give resultater. Vi ved, at bevægelse sikrer variation i skoledagen og ro i undervisningen. Og når eleverne rører sig, styrker det deres sundhed, læring og trivsel. Det viser forskningen, og det er også tilbagemeldingerne fra de mange lærere og pædagoger, vi hver eneste dag er i kontakt med rundt om på skolerne, siger hun.


Gang i klasseværelset med bevægelses-julekalenderen
December er traditionelt lig med juleknas og en del stillesiddende skoleaktiviteter. Men samtidig er det også måneden, hvor Dansk Skoleidræt og TrygFonden i regi af projektet Sæt Skolen i Bevægelse i netop de boglige fag sætter fut i tusindvis af klasseværelser med den årlige bevægelses-julekalender. Eleverne åbner hver dag en ny låge og følger en eventyrlig julefortælling fyldt med bevægelsesøvelser. Mere end 1000 skoler har bestilt den populære kalender.

Bevægelses-julekalender 2017


Projektet er en del af programmet Sunde Børn Bevæger Skolen.


- Målet med Sunde Børn Bevæger Skolen er, at flere børn og unge skal mærke glæden ved at bevæge sig, så de tidligt i livet kan grundlægge sunde vaner. Kalenderen er et inspirerende indspark i en julemåned, som typisk har et helt andet fokus end bevægelse, siger projektchef i TrygFonden, Laura Munch.

 

Klik her for at gå til bevægelses-julekalenderen.

En aktiv skole med Dansk Skoleidræt og TrygFonden

Sunde Børn Bevæger Skolen er navnet på Dansk Skoleidræt og TrygFondens samlede program for sundhed, trivsel og læring i bevægelse. Et program, der gennem en aktiv skoledag skal få flere børn og unge til at bevæge sig mere og grundlægge sunde vaner tidligt i livet.

Programmet indeholder seks forskellige indsatser. Tilsammen sikrer de en skoledag med kvalificerede bevægelsestilbud – lige fra eleverne går hjemmefra om morgenen, til de forlader skolen om eftermiddagen. Et eksempel på en indsats er Sæt Skolen i Bevægelse, der giver alle lærere og pædagoger mulighed for gratis at hente konkrete idéer til fysisk aktivitet i den boglige undervisning.

Læs mere om Sunde Børn Bevæger Skolen: www.sbbs.info