Bilkaos foran skolen? Prøv Gåbus

Har jeres skole også udfordringer med morgentrafikken, og heraf usikre skoleveje for skolens elever?

26. juni 2018

Dansk Skoleidræt har med Gåbus et gratis tilbud, der kan afhjælpe den stadig stigende biltrafik foran landets skoler. Samtidig kan I fremme motion, læring og sociale relationer blandt eleverne. Gåbus kan sammenlignes med en almindelig skolebus, der følger en fast køreplan – transporten sker blot til fods. Passagererne er de yngste elever fra 0.-3. klasse, og chaufførerne er elever fra 6.-9. klasse.


Gåbus kan gøre en forskel - og alle kan være med:

  • Færre biler foran skolen og mere trafiksikre børn ➤ Flere elever transporterer sig aktivt til skole på sigt
  • Motion fra morgenstunden ➤ Mere undervisningsparate elever
  • Det er gratis og let motion, så alle kan være med ➤ Forebyggelse af overvægt
  • Sociale relationer og fællesskab mellem store og små elever ➤ Bedre trivsel
  • Let og enkelt at melde til og fra via Gåbus app’en ➤ En mindre stressfyldt morgen for forældrene

Gåbus forankres på skolen, men kan styres og drives på flere måder. Det kan være lærere og pædagoger på skolen eller en forældregruppe, der koordinerer og er tovholdere på Gåbus. Nogle steder bakker kommunen Gåbus op - økonomisk og med en koordinerende rolle. Andre steder kører Gåbus alene på skolens eget initiativ. Mulighederne er mange og kan "skræddersys" til netop jeres behov.


Læs artikel fra seneste Idræt i Skolen: ”Gåbus hitter i Aarhus” – om hvordan Gåbus tænkes ind i kommunale mål og visioner.


Velafprøvet koncept

Gåbus er udviklet i 2012 af Dansk Skoleidræt og TrygFonden i samarbejde med Rådet for Sikker Trafik og Cyklistforbundet. Gåbus er igangsat på knap 60 skoler, hvor store og små elever tilsammen har gået 59.000 km. Konceptet er velafprøvet, tilpasset og videreudviklet, så det passer bedst muligt ind i skolernes virkelighed.


De fleste Gåbus-kommuner og skoler vurderer ”øget trafiksikkerhed” foran skolerne og ”trivsel”, som de største gevinster ved Gåbus. I 2017 arbejdede 20 pct. af Folkeskolerne med bevægelse, som en del af transporten til, fra eller under skoledagen.


Det er videnskabeligt bevist, at aktiv transport giver sunde og friske børn, der lærer bedre. Se faktaark om aktiv transport.

Læs mere om Gåbus