Danmarks største motionsevent: Skolernes Motionsdag giver de voksnes løb baghjul

939 skoler med over 315.000 børn tilmeldte sig Skolernes Motionsdags rekordforsøg 2021. Tallet gør begivenheden til den største motionsevent herhjemme.

15. oktober 2021

Skolernes Motionsdag er Danmarks største motionsevent. Det står klart efter 2021-udgaven blev succesfuldt afviklet fredag den 15. oktober. For første gang i nyere tid bad Dansk Skoleidræt skolerne om at tilmelde sig dagen, og den opfordring valgte intet mindre end 939 skoler at følge, hvilket er næsten halvdelen af det samlede antal. Tilmeldingen var koblet op på elevtal fra Undervisningsministeriets institutionsregister, og antallet af skoler modsvarer derfor helt nøjagtigt 315.740 deltagende elever.


Sammenholder man det med de andre store danske motionsbegivenheder som Royal Run (79.000 deltagere i 2021) og DHL Stafetten med samlet set ca. 215.000 deltagere over flere dage og i flere danske byer, så lægger Skolernes Motionsdag sig helt i top som det mest populære motionsevent i Danmark


Det er tal, som Dansk Skoleidræt, der står Skolernes Motionsdag, glæder sig over.


- Det er en virkelig flot opbakning fra skolernes side, vi kun kan være meget stolte over. Man kan jo forestille sig at flyve hen over landet og se hundredtusindvis af børn, der bevæger sig i hver en afkrog i præcis samme tidsrum. Landet vil nærmest gynge og bølge frem og tilbage. Skolernes Motionsdag er en fast del af den danske skoletradition. En slags skoleidrættens Grundlovsdag, hvor eleverne møder en masse sjove bevægelsesaktiviteter – og en dag som hver eneste skole typisk har sine helt egne unikke traditioner for, siger Bjørn Friis Neerfeldt, generalsekretær i Dansk Skoleidræt.


Tidligere statistiske undersøgelser fra Dansk Skoleidræt har vist, at 96 procent af landets skoler afholder Skolernes Motionsdag. Og det var det tal, Dansk Skoleidræt ønskede at få suppleret med en mere direkte brugerregistrering.


- Dansk Skoleidræt opfordrede skolerne til at stå sammen om en deltagerrekord. Vi var spændte på, om de ville lege med, men vi synes absolut, det er lykkedes. Vi kan nok godt på baggrund af tallene kalde Skolernes Motionsdag for verdens største motionsevent, men nu siger vi i første omgang Danmarks største. Vi ved, at mange skoler ikke har tilmeldt sig, selvom de afholder dagen. Dem sigter vi på at få til at tilmelde sig næste år, hvor vi gentager rekordforsøget og satser på at underbygge de tal, vi kender fra vores undersøgelser, siger Bjørn Friis Neerfeldt.


Fuld fart på aktiviteterne

Et af de steder, hvor eleverne gav den gas med sjove trivselsfremmende aktiviteter, var på Trongårdsskolen i Lyngby. Efter fælles opvarmningsdans med alle skolens 660 elever skulle de ud på en række poster på skolens område. Med aktiviteter som stenbanko, forhindringsstafet, alternativ rundbold, minefelt og ”jorden har feber” var der fokus på at store og små elever skulle lave noget sammen med deres venskabsklasser. Og da vejret viste sig fra sin pæne sine, var der i den grad dømt råhygge, røde kinder og høj puls på tværs af klasser og aldersgrupper.


Skoleleder på Trongårdsskolen, Stine Arnfred, var begejstret over dagen.


- Vi glæder os til Skolernes Motionsdag hvert år, fordi vi får lov til at have det sjovt og bevæge os sammen udenfor i det smukke efterår. I år havde vi glædet os særligt meget, fordi de store og de små elever er sammen på tværs, og de fik i den grad leget, grint og konkurreret i de mange forskellige planlagte aktiviteter, siger Stine Arnfred.

Se billeder fra Skolernes Motionsdag på Trongårdsskolen herunder. I den kommende tid samler vi også en masse billeder og videoer fra andre motionsdage på www.skolernesmotionsdag.dk


Se også Danmarks hurtigste dansefest på DR1, hvor hele landet dansede sammen fredag kl. 11.50 - et program som også så tilbage på højdepunkter fra Danmarks Motionsuge.