Bevægelse og idræt var omdrejningspunktet for en række spændende debatter, som Dansk Skoleidræt spillede ind til.
I Folkeskolens formålsparagraf hedder det, at skolen skal danne eleverne, men skal den ikke også kropsdanne dem? Det var ét af de temaer, som Dansk Skoleidræt - i form af repræsentanter fra forretningsudvalget - satte fokus på som aktive tilhørere ved en række debatter på det netop overståede Folkemøde på Bornholm.
Et Folkemøde hvor netop dannelse var i centrum i forskellige sammenhænge blandt skolens interessenter. Og da Dansk Skoleidræt mener, at idræt, leg og bevægelse har selvstændige, dannende kvaliteter, var det et perspektiv, der blev taget med på Folkemødet, ligesom der også blev lejlighed for at tale udlodningsmidler, skolernes fysiske rammer og mange andre emner.
Dansk Skoleidræt understøtter landets skoler med eksempelvis god inspiration til indholdet i de 45 minutters daglige bevægelse, der fulgte med skolereformen - bl.a. ved at udarbejde en lang række gratis forløb og inspirationsmaterialer og afholde kurser, der klæder lærere og pædagoger på til opgaven.
En god motorik styrker børns indlæringsevne, og netop motorikøvelser var på programmet, da Dansk Skoleidræt midt på Folkemødet lavede en lille Skolesport-event med elever fra 1. og 2. klasse fra den lokale Kongeskærskolen fra Allinge.
Se eventen på videoen herunder - og dyk ned i de mange gode billeder fra Folkemødet.