Din videreuddannelse starter nu

Når eleverne kommer tilbage fra sommerferien, og det nye skoleår først er i gang, så går det hele slag i slag. Derfor skal du allerede nu tænke i videreuddannelse og kurser for skoleåret 20/21. Det bliver endnu et skoleår, hvor du kan vælge mellem et hav af spændende muligheder for at blive opdateret eller at få nye kompetencer inden for et bredt fagfelt.

04. juni 2020

Dansk Skoleidræts kurser

Er du inspireret, motiveret og klædt på til at gøre en indsats for, at næste skoleår bliver det sjoveste, mest varierede og lærerige, dine elever har haft? Hvis ikke, er der ikke noget at sige til det. Dette forår har budt på udfordringer, nye rutiner og et hidtil uset behov for omstillingsparathed på landets skoler. Energien og ressourcerne er blevet brugt på at løse dag til dag-opgaver, og tankerne har næppe været dedikeret til en fjern skoledag, der ligger flere måneder fremme i tiden.
Men: der kommer en ny skoledag og et nyt skoleår igen. Og det er vigtigt at stoppe op, og se på, hvad du har behov for, for at kunne være den bedste lærer for dine elever.


Kurser til en række konkrete områder

Dansk Skoleidræts overordnede mål er at fremme alle elevers læring og trivsel gennem idræt og bevægelse i en varieret skoledag, og det kommer til udtryk i vores brede udvalg af kurser.

Har du behov for at blive endnu skarpere på, hvordan du bedst underviser i idrætsfagets indholdsområder som fx boldbasis og boldspil, løb, spring og kast eller dans og udtryk, kan du på et 3-timers kursus få rygsækken fuld af ny viden, inspiration og materialer til undervisningen. Du kan også blive ekspert i formalia og gode råd til prøven i idræt, så du kan gøre den store afgangsprøve til en positiv oplevelse for dig og dine elever.


Bevægelse i undervisningen er for mange en svær størrelse at komme i gang med, og derfor har vi en række kurser inden for det område. På kurset ”Bevægelse integreret i undervisningen” får du fx konkrete didaktiske værktøjer til at målrette bevægelsen i din undervisning, og bevidsthed omkring, hvilke bevægelsestyper og hvilket fagligt indhold i undervisningen, der spiller godt sammen.


Vil du styrke trivslen på skolen og skabe en hverdag, hvor store og små elever ikke er fremmede for hinanden, kan et Legepatruljekursus eller GameBoosters-kursus måske være sagen. Eller også skal din skole udbyde junioridrætslederuddannelsen som valgfag? Her vil I kunne give de ældre elever mulighed for at udfolde sig som igangsættere og rollemodeller for deres yngre skolekammerater.


I kursuskataloget finder du desuden en række motorikkurser for alle alderstrin – lige fra førskole-børn til udskolingselever. Du finder også kurser til aktiv sundhedsundervisning, aktivitetsudvikling eller bevægelse med elevinddragelse - og mange flere.

Tøv ikke med at melde dig til
En del af forårets kurser har som følge af Covid-19 været aflyst. Vi ved endnu ikke, hvordan efteråret ser ud, men vi er optimistiske omkring afholdelsen af vores kurser. Vi opfordrer dig derfor til at melde dig til – du skal naturligvis ikke betale, hvis kurset bliver aflyst.

Vi glæder os til at se dig!