Er du klar til Idrætslærernes Forum?

Er du idrætslærer, og brænder du for at skabe de bedste idrætstimer? Så skal du med på Idrætslærernes Forum til efteråret. Der er et begrænset antal pladser, så vent ikke for længe.

28. marts 2022

Tag to dage spækket med spændende teori, inspirerende oplæg og praktiske workshops. Tilsæt et par hundrede motiverede og engagerede idrætslærer, og krydr det hele med middag, lounge og hygge. Så har du opskriften på Idrætslærernes Forum.

Konferencen, der i 2022 afholdes d. 6.-7. oktober i Ringsted Sport Center og d. 27.-28. oktober i Vejen Idrætscenter, har til formål at styrke idrætsfagets status og præsentere den nyeste viden i praksis og teori inden for faget. Samtidig er der rig mulighed for at opbygge et netværk blandt idrætslærere til gavn og glæde for den enkelte lærer, skole og kommune.

I løbet af de to dage, konferencen strækker sig over, skal alle deltagere melde sig på i alt fire workshops. Som altid har arrangørerne bag konferencen gjort deres ypperste for at sammensætte et bredt udvalg af anderledes og inspirerende workshops.

I 2022 er der blandt andet mulighed for at vælge sig ind på følgende:

  • Håndbold-MosaIQ
  • Prøven i idræt
  • Skolernes Floorballdag
  • Motorisk FUNtasi
  • DanseFitness
  • FIT FIRST 20
  • Skumtennis
  • SportsAcro

Idrætslærernes Forum åbner med to timers såkaldt massebevægelse, hvor man får lejlighed til at opleve værdien og glæden ved at bevæge sig mange sammen og mærke, hvordan rytmen og energien kan påvirke en kollektiv sindsstemning.

Startede i 1999
Idrætslærernes Forum fandt sted første gang i 1999. De sidste to år er begivenheden blevet aflyst på grund af corona, men ellers har idrætslærernes helt egen konference stort set fundet sted hvert andet år. Den byder på masser af faglig inspiration, værktøjer og metoder til at løfte idrætsfaget og på sparring med et solidt netværk af idrætslærere fra hele landet. To dage spækket med teoretiske og praktiske workshops, som alle bidrager med ny inspiration til idrætsundervisningen i skolen - uanset om man underviser i indskolingen, på mellemtrinnet eller i overbygningen. Udover Dansk Skoleidræt er DGI og DIF arrangører.

Gå til program, priser og tilmeldingsformular