Folkemødet 2018: Kom til debat om idræt og bevægelse i skolen

Dansk Skoleidræt er vært for debatten ”Idræt og bevægelse i skolen – tid til at hæve barren?”, hvor eleverne, lærerne, skolelederne og politikerne diskuterer, hvordan der skabes kvalitet i skolernes arbejde med bevægelse.

16. maj 2018

Hvordan skabes der kvalitet i skolernes arbejde med bevægelse? Det kvantitative krav om 45 minutters daglig bevægelse kom med skolereformen for fire år siden, men hvad er status anno 2018? Sættes der konkrete mål for at inddrage idræt, leg og bevægelse som en del af skoledagen for at løfte fx elevernes sundhed, læring eller trivsel? Eller forfalder skolerne til mere eller mindre tilfældige løbeture ud til flagstangen og tilbage igen?

Dansk Skoleidræt er for første gang vært for en debat på Folkemødet. Den har fået titlen ”Idræt og bevægelse i skolen – tid til at hæve barren?”.

Gentagne undersøgelser viser, at det går den forkerte vej med børn og unges helbred og velbefindende. Bevægelse i skolen er en vigtig indsats for at vende udviklingen, da skolen favner alle børn og unge. I denne debat hører vi eleverne, lærerne, skolelederne og politikernes stemme. Vi stiller skarpt på udviklingen og kvaliteten af bevægelse i skoledagen. For at forstå, hvordan vi skaber de bedste indsatser for vores børn og unge. Og for at stille spørgsmålet: Hvad vil vi egentlig på området, og hvordan skal det ske?

Tid: Fredag den 15. juni kl. 15.00 – 16.00.

Sted: Klippescenen (N8) hos Danmarks Lærerforening, Havnegade 21, Allinge.

Panelet:

- Julie Skovsby, MF, Socialdemokraterne.

- Niels Lynnerup, medlem af undervisningsudvalget, Danmarks Lærerforening.

- Nils Vilsbøl, konsulent, Skolelederforeningen.

- Sarah Gruszow Bærentzen, formand, Danske Skoleelever.

Moderator: Bjørn Friis Neerfeldt, generalsekretær, Dansk Skoleidræt

 

Der er flere tusinde debatter på Folkemødet - herunder rigtig mange spændende om skolens verden. Her kan du dykke ned i Folkemødets program.