Fuld fart på belønningsdagene

3000 elever har været på årets belønningsdage som tak for en stor frivillig indsats med at skabe daglige aktiviteter for deres skolekammerater.

16. maj 2019

De stiller op og laver fede pauser med puls og leg for de mindste elever. De følger mindre elever i skole. De sørger for varierede aktiviteter i SFO’erne. De kaldes Legepatruljer, GameBoosters, Gåbus-chauffører eller Junioridrætsledere. I Dansk Skoleidræt kalder vi dem hverdagens helte.

Derfor belønnes eleverne hvert forår for det fantastiske stykke arbejde, de gør. Så rollerne var for en dag byttet rundt for 3000 elever fra 146 skoler. Denne dag var det dem, der fik en oplevelse med idræt, leg og bevægelse på de årlige belønningsdage, som Dansk Skoleidræt og TrygFonden i 2019 arrangerer 11 steder i landet som en del af programmet Sunde Børn Bevæger Skolen.


På Idrætshøjskolen Viborg var der vådt tema med mudder og vandrutchebane. På Efterskolen ved Lindenborg kørte fem Legepatrulje-piger fra 6.B fra Østervangskolen i Roskilde rulleskøjte-curling, løb vand-spyt-stafet og skød med mave-katapult. For Sofia Sølling Hansen var det en fortjent fridag uden de små elever. Hun er glad for at være på en skole med Legepatruljen.


- For os er det en slags motions-medalje at være på belønningsdag. Jeg tror, at hvis vi ikke var Legepatrulje i hverdagen, ville der være meget mere volapyk. Altså, der ville være mere larm og roden rundt, og de små elever ville have meget mere energi til at forstyrre i timerne, siger Sofia Sølling Hansen.


To gange om ugen styrer pigerne fra Roskilde pauserne for de mindste elever.


- De ser meget op til os, fordi vi er lidt større. Derfor hører de også efter, hvad vi siger. Vi sørger for, at de hygger sig og får brugt noget energi, så de bliver mere fokuserede, når de kommer ind til time. Vi har rigtig mange venner på skolen, siger Sofia Sølling Hansen.


- Man lærer at stå frem og være mere trygge ved hinanden. Nogle gange skal man kunne håndtere, at vi slet ikke eksisterer for dem. De kan godt være som små vilde dyr, men så får vi heldigvis hjælp fra vores lærer, siger hun.


Alle skoler, der har Legepatruljen, GameBoosters, Junioridrætsledere eller Gåbus-chauffører, får hvert år i maj tilbudt en gratis belønningsdag.


Se indslag om belønningsdagen i Aarhus i TV2 Østjylland herunder samt artikel her. Læs også om belønningsdagen i Brønderslev i artiklen her.

 


Se billedserie fra belønningsdagene 2019: