Godt nytår

Et spændende og begivenhedsrigt år lakker mod enden i Dansk Skoleidræt. 2019 var fyldt med bevægende øjeblikke fra skoleidrættens verden, som vi her kigger tilbage på i ord og skønne billeder.

20. december 2019

I 2019 har Dansk Skoleidræt for alvor sat sit præg på den politiske dagsorden. Bevægelse i skolen har således været centrum for et samråd med undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil, ligesom Dansk Skoleidræt haft foretræde for Folketingets børne- og undervisningsudvalg. Arbejdet med at holde politisk fokus på den aktive skoledag har ført til, at 2020 starter ud med en høring i Folketinget om netop dette emne. Årets udgave af undersøgelsen "Bevægelse i Skoledagen", der udgives af Dansk Skoleidræt og TrygFonden, har været en vigtig øjenåbner for folketingspolitikerne, der bl.a. på baggrund af tallene herfra fik en forståelse for det fortsatte behov, der er for at understøtte skolernes arbejde med den daglige bevægelse. Det forgangne år har desuden budt på en historisk organisationsændring i Dansk Skoleidræt og lancering af en kursusafdeling, der for alvor får luft under vingerne i 2020.

 

  

  

  

  

  

2019 blev skudt i gang med lanceringen af et helt nyt bevægelseskoncept til udskolingen: Fun Skills. I Fun Skills træner eleverne deres hjerne gennem krydsbevægelser, uensartede bevægelsesformer, koordination og kognitive opgaver. 

  

   

  

  

  

  

  

  

I 2019 blev indsatsen Mini-motorik for alvor aktiveret rundt omkring på landets skoler - bl.a. i forbindelse med skolernes førskoletilbud i foråret. Med lanceringen af 88 nye postkort med øvelser og en stor interesse for Mini-motorik-kurset har de basale kropslige færdigheder hos de allermindste været i fokus hos mange af landets lærere og pædagoger.

  

  

  

  

  

  

Et nyt materiale til idrætsfaget fik stor mediebevågenhed, da skolerne startede op efter sommerferien - nemlig Alle børn med i idrætsfaget. Materialet imødekommer et behov for at klæde den enkelte idrætslærer og skolens idrætsfagteam på til at få børn med fysisk og/eller kognitive funktionsnedsættelser med i idrætstimerne på lige fod med deres klassekammerater.

   

 

  

  

  

  

  

  

  

En fjerde fagdidkatisk dug til idrætsfaget så dagens lys i følgeskab med en række færdigheds- og videnskort. Denne gang rettede materialet sig mod indholdsområdet Løb, spring og kast. ​

  

  



  

  

  

  

Skolernes Motionsdag samlede igen i år hele Danmark. Trods regn gav 96 % af landets skoler den gas med aktiviteter dagen lang.

  




  

    

  

    

Hele 5545 klasser fra 950 skoler har i december måned deltaget i Bevægelsesjulekalenderen fra Sæt Skolen i Bevægelse. Det svarer til mere end 120.000 elever, der hver dag i julemåneden har haft mulighed for at lave sjove brain breaks i løbet af deres skoledag. 

  

  

  

  

  

  

  

  

  

  

Dansk Skoleidræts kredse har igen i år været fulde af liv. De har bl.a. dannet rammer for en række fede stævner og kredsmesterskaber, der har bragt de dygtigste hold videre til DM i fx høvdingebold, skolevolley, skoleatletik og skoleskydning, der rundede sit 25-års jubilæum i år

  

  

  

  

  

  

  

  

​I 2019 fik 3280 elever kursus i Legepatruljen og GameBoosters. De skaber nu aktive frikvarterer for deres skolekammerater, danner relationer på tværs af årgange og oplever glæden ved at være noget for andre. 3000 elever var i år med på belønningsdage, der netop er en dag dedikeret til de rollemodeller, der går forrest og hver dag yder en indsats på skoler landet over.

  

  

  

  

  

  

  

Selvom det nu er fem år siden, at folkeskolereformen og lovkravet om 45 minutters daglig bevægelse trådte i kraft, har få skoler lavet en decideret handleplan for bevægelse. Derfor har flere skoler i 2019 rakt ud efter en hjælpende hånd, og er via procesforløb faciliteret af Dansk Skoleidræt blevet klogere på, hvordan de på skolen kan skabe en kulturændring for arbejdet med bevægelse. 

  

  

  

  

  

  

Konferencer og kurser har igen i år spillet en stor rolle i Dansk Skoleidræt. Inspiration, netværk og ny viden er i højsædet, når aktører samles i løbet af året. På Idrætslærernes Forum fik mere end 300 idrætslærere nye idéer til både den teoretiske og praktiske del af idrætstimerne, kommunale konsulenter fik inspiration til samarbejdet på tværs af forvaltninger til Bevægelse På Tværs og bevægelsesvejledere fra hele landet mødtes til netværk, sparring og udvikling på Sæt Skolen i Bevægelses Masterclass.

  

  

Dansk Skoleidræt takker alle, som var med til at skabe glæde, bevægelse og fællesskab i 2019!