Nu er det snart tid til at prøve kræfter med mange af de bevægelsesformer som foreningslivet og idrætten har at byde på, når ”Danmarks Motionsuge” i uge 41 indtager alle hjørner af landet, og når DR på tværs af tv, radio og digitale platforme sætter fokus på bevægelse i hverdagen.
Bag ”Danmarks Motionsuge” står DR, Dansk Firmaidrætsforbund, Dansk Skoleidræt, DIF, ISCA og DGI. Det er den samme kreds, der også driver indsatsen ”Sammen i bevægelse”, som siden årsskiftet har igangsat initiativer, der skal inspirere danskerne til at bevæge sig.
Organisationerne bag samarbejdet fortæller:
- Med Danmarks Motionsuge går idrættens største organisationer for første gang sammen med DR med det mål, at alle danskere får mulighed for at opleve både velkendte og nye former for bevægelse, og at de mærker det stærke fællesskab, som idrætten har at byde på. Danmarks Motionsuge vil byde på et overdådigt tagselvbord af aktiviteter og bevægelsestilbud. Der vil helt sikkert være noget for alle, og vi håber, det giver smag på meget mere fremover.
Mere end 2.000 aktiviteter i hele landet
”Danmarks Motionsuge” giver mulighed for at prøve nye og kendte måder at bevæge sig på, og de lokale idrætsforeninger og klubber rundt omkring i Danmark er klar til at introducere alle interesserede i mere end 2.000 begivenheder i alle afkroge af landet.
Man kan fx kaste sig ud i padeltennis i Hjørring, BMX i Roskilde, forhindringsløb med hund i Give, senior rawfit i Kolding, skydning i Aarkirkeby, krocket i Sengeløse, cheerleading i Randers eller tween yoga i Bagsværd.
På www.danmarksmotionsuge.dk har arrangører fra hele landet oprettet bevægelsestilbud i ét samlet overblik over de mere end 2.000 aktiviteter både store og små kan komme forbi og prøve i hele uge 41. Alle er velkomne til at prøve aktiviteterne, og det eneste, det kræver er, at man går ind på hjemmesiden og finder et gratis bevægelsestilbud, der passer præcis til sin alder og geografiske placering i Danmark. Har man som forening lyst til at byde velkommen til endnu en aktivitet, kan man også tilmelde det på sitet.
”Sammen i bevægelse”, der skal inspirere danskerne til at bevæge sig sammen og hver for sig, blev i begyndelsen af året sat i gang af H.K.H Kronprins Frederik ved ”Sport 2020” på DR1. Siden har det været muligt at bevæge sig i flere initiativer og aktiviteter, og nu skrues der yderligere op for mulighederne.
Bevægelse ind i hverdagen
- På TV, radio og digitalt skruer DR helt op for programmer, hvor man kan få mere bevægelse ind i dagligdagen - i skolen, i fritiden og i hjemmet, mens klubber, foreninger, skoler og arbejdspladser på tværs af landet og ugen igennem åbner for, at danskerne kan prøve et hav af bevægelsestilbud. Jeg ser frem til, at DR sammen med de mange dedikerede idrætsorganisationer og foreninger kan engagere store dele af befolkningen i ”Danmarks Motionsuge”, siger chef for TV og Tværgående i DR Medier, Nikolaj Vitting Hermann.
Hos DR er der fokus på bevægelse hos både børn og voksne. Eksempelvis kan de mindste bevæge sig med Børste på Minisjang, og de lidt større børn kan følge ”Klassen” til Skolernes Motionsdag. De unge kan glæde sig til mere motion med Curlingklubben, og derudover vil der være et væld af andre programmer på tværs af DR’s tv- og radiokanaler, man kan fordybe sig i eller samles om hjemme i stuerne.
Det store bevægelseseksperiment
Danske unge bevæger sig for lidt, og det kan få store konsekvenser på den lange bane. Men hvad skal og kan man gøre ved det?
I det ambitiøse projekt ”Det store bevægelseseksperiment” forsøger DR med Jacob Riising i spidsen at få mere bevægelse ind på tre årgange på en folkeskole gennem alle mulige og umulige initiativer for at se, om han kan finde måder at øge bevægelsen hos 6., 7. og 8. klasse på Nyrupskolen i Kalundborg.
- Jeg har selv teenagebørn og derfor ved jeg alt om, hvor stor en udfordring det kan være at få dem til at lægge skærmene fra sig, og jeg er også spændt på at se, om vi kan motivere dem til mere bevægelse, siger vært Jacob Riising.
”Det store bevægelseseksperiment” har premiere 11. oktober klokken 20.00 på DRTV og DR1. Dansk Skoleidræt har bidraget til programmerne og vil parallelt med programserien udgive en række råd om, hvordan man kan få mere bevægelse ind i dagligdagen på skoleidræt.dk.
Sæt hele uge 41 af til bevægelse i skolen
Dansk Skoleidræt opfordrer traditionelt landets skoler til at sætte hele uge 41 af til at arbejde med sundhed og bevægelse, inden den helt store kulmination finder sted med Skolernes Motionsdag om fredagen – en festdag for bevægelse, som næsten alle landets skoler afholder. Som inspiration til planlægning af den fedeste uge 41, er der samlet et komplet ugeskema, som der frit kan plukkes aktiviteter fra.
Find ugeskemaet og en masse let tilgængelige aktiviteter her.
En af de populære elementer på Skolernes Motionsdag er opvarmningsdansen. Den får hele landet glæde af i år, idet der er ”Danmarks Hurtigste Dansefest” på tværs af DR’s radiokanaler og Ramasjang og Ultra, når der skal danses til Junior Seniors ”Move Your Feet”. Danmarks Hurtigste Dansefest danses fredag den 15. oktober klokken 11.50 og varer præcis 3 minutter og 1 sekund. Dansk Skoleidræt opfordrer landets skoler til at danse med – og den nemme løsning er at gentage opvarmningsdansen, som mange vil have haft på programmet tidligere på dagen.
Læs mere om aktiviteterne i ”Danmarks Motionsuge” her.
Læs mere om DR’s store dækning af ”Danmarks Motionsuge” her.