Klassedysten – bevægelse der giver mening i din klasse

Er der noget bedre end lyden af legende og grinende børn på skolens arealer? De øjeblikke, hvor du mærker dine elevers glæde ved at være sammen som klasse. Dem kan du få masser af i den kommende tid med Klassedysten.

02. april 2022

Klassedysten er et godt afbræk i din klasses hverdag. Det er udfordringer med fokus på trivsel i klassen, hvor alle kan være med. Klassedysten kører fra uge 16 til og med uge 20 med tre nye udfordringer hver uge. Jeres klasse skal sammen løse nogle sjove udfordringer med bevægelse som omdrejningspunkt.

Ikke nok med at Klassedysten byder på sjov og bevægelse - så er der også præmier på spil. Vær med i den ugentlige lodtrækning om en trivselsdag for klassen samt hovedpræmien, der er en aktivitetsdag til en værdi af 7.500 kr. 

Sidste år vandt 7.B fra Rathlouskolen i Odder hovedpræmien

Trivsel i fokus

Der er 10 minutter tilbage af timen og midt i klassen sidder Jacob og Emma. Solen skinner udenfor, og de kan mærke varmen på deres kinder. De glæder sig til næste time, da de skal dyste sammen. De er nemlig kommet på samme hold.

Jacob hvisker til Emma: Vi to er klart stærkest i den første øvelse, men øvelse to skal vi have hjælp til.

Emma svarer: Vi skal have Magnus og Rosa med til øvelse to – de er gode.

Jacob tilføjer: Den der balanceøvelse, hvor vi skal være mange, må vi nok hjælpe hinanden ekstra. Jeg er ikke så god til den, men det er Line og Astrid, så kan jeg stå mellem dem.

Emma svarer: God idé – så kan vi alle være med, når vi hjælpes ad.

En scene som ovenstående kunne meget vel være optakten til en klassedyst. Relationer styrkes, samarbejde er i fokus og kommunikation er en afgørende faktor. Trivsel er nemlig det altoverskyggende omdrejningspunkt i Klassedysten. 


Temaer

Klassedysten er opbygget, så legene er mere dynamiske end sidste år. Det giver giver nemlig flere elever muligheden for at deltage. Sidste år bestod Klassedysten af temaer som kast, løb, fodbold, basketball og stafetter. I år er der endnu mere fokus på fællesskabet og trivsel blandt eleverne. Derudover er der lagt to fredags-challenges ind i programmet, der offentliggøres på selve dagen. 

Her er de fem temaer - et pr. uge:

  • Klassen i balance
  • Vi er sammen om det
  • I luften
  • Move it
  • Løb for livet

Klasser med elever med særlige behov har mulighed for at få tilsendt øvelserne på forhånd, så der er tid til forberedelse.

Vi håber udfordringerne giver fællesskab, highfives og masser af smil.

Tilmelding sker via registrering  

Ved start i uge 16 åbnes for registrering af udførte opgaver. Registrering er lig med deltagelse, hvilket gentages hver uge.

Læs mere om Klassedysten