Kommuner ser mod Gåbus


17. marts 2017

Flere kommuner vælger at lave samlede aftaler om etablering af Gåbus på flere skoler samtidig. Det sker typisk som én af flere indsatser for at sikre en bedre trafiksikkerhed.

Til april er det to år siden, Gåbus kom til Aarhus Kommune. Kommunen var et af de første steder i landet, der indgik en samlet aftale med Dansk Skoleidræt om projektet. Med aftalen blev det en realitet, at Gåbus skulle startes op på fire skoler samtidig.

- Vi ville gerne afprøve Gåbus-konceptet, da vi kunne se, det kunne være et effektivt middel til at ændre nogle transportvaner, så nogle børn går i skole, som ellers blev kørt. Så det var en måde at sætte ind på trængselsområdet, fortæller projektleder Gustav Friis fra Smart Mobilitet, der er den afdeling i Aarhus Kommune, der tog Gåbus ind.

Siden er projektet blevet forankret hos afdelingen Børn og Unge, hvor man har planer om at slå et nyt slag for Gåbus i foråret over for kommunens skoler.

- På færdsels- og bevægelsesområdet er det interessant at tænke Gåbus ind som et element, der giver sikkerhed for børn i trafikken, siger konsulent Jørgen Korsgaard.

Han understreger, at det er vigtigt at afklare med skolerne på forhånd, hvad det indebærer at etablere en Gåbus. Eksempelvis er der praktiske forhold såsom at se på, om skolevejene er egnede til, at de små trafikanter går i samlet flok.

- Vi går positivt ind i det og håber, at endnu flere skoler vil oprette Gåbusser, for vi synes, det er en god idé, fortæller Jørgen Korsgaard.

Henvendelser fra bekymrede forældre
I Aalborg Kommune har man for et par år siden også lavet en samlet aftale for tre skoler.

- Vi oplever flere steder i kommunen, at der er meget trafik og bilkaos omkring skolerne, så det er der et stort potentiale for at reducere ved, at flere børn går eller cykler til skole. Vi får mange henvendelser fra bekymrede forældre, og vi har i flere år arbejdet på at forbedre skolevejene. Men det kræver også, at vi får skolerne på
banen – og det kan bl.a. ske ved, at de tager Gåbus til sig, siger Winnie Nymann Larsen, ingeniør i Aalborg Kommunes afdeling Trafik & Veje.

Gåbus er i Aalborg decideret skrevet ind som et initiativ i kommunens trafiksikkerhedsplan, og siden aftalen blev indgået, er yderligere en skole kommet til i kommunen.

- Det er en god idé at give børn gode trafikvaner, og Gåbus er et grydeklart projekt, som kan gøre noget godt for trafiksikkerheden på skolevejene. Så vi kan kun opfordre skolerne til at finde ud af, om det kan realiseres hos dem, siger Winnie Nymann Larsen.

 

Læs hele artiklen "Kommuner ser mod Gåbus" i den seneste udgave af magasinet Idræt i Skolen.

 

Få besøg af Gåbus

  • Gåbusser kan sammenlignes med almindelige busser, der følger en fast køreplan. Forskellen er blot, at transporten sker til fods, og chaufførerne er elever fra de ældste klasser.
  • Få et gratis informationsmøde med projektlederne fra Gåbus. Både skoler og kommuner kan få besøg.
  • Vælger I efterfølgende at få en Gåbus-løsning, får alle skoler adgang til en gratis startpakke, gratis kurser til tovholdere og chauffører og en gratis mobil-app, der holder styr på, hvem der skal med Gåbussen.
  • Gåbus er en del af programmet Sunde Børn Bevæger Skolen, som er et samarbejde mellem TrygFonden og Dansk Skoleidræt. Det overordnede mål med programmet er, at flere børn og unge bevæger sig mere og grundlægger sunde vaner tidligt i livet.
  • Kontakt projektlederne for at høre om de forskellige muligheder i Gåbus: Kim Henriksen, tlf. 2988 4781  kh@skoleidraet.dk eller Simon Worsøe Ditlevsen, tlf. 2986 3677 swd@skoleidraet.dk
  • Læs mere om Gåbusser på www.gåbus.dk