Kan man gå med aviser, når man sidder i kørestol? Kan man være fodboldtræner? Kan man sidde i byrådet og folketinget samtidig - og stadig have tid til at dele ud af sine mange anekdoter fra folkeskolens idrætstimer? Ja, ja og atter ja. Kristian Hegaards foreløbige livshistorie er præget af positivitet, åbenhed og en stor portion gå-på-mod. Han har fra barnsben haft et ønske om at deltage og om at gøre, hvad han godt kunne lide – herunder at have idræt.
- Idræt var et af mine yndlingsfag. Det var aldrig et spørgsmål, om jeg skulle være med, men snarere hvordan jeg skulle være med, siger han.
Navn: Kristian Hegaard
Fødselsdato: 18. januar, 1991
Folkeskole: Langebjergskolen i Humlebæk
Uddannelse: Cand. jur. fra Københavns Universitet
Erhverv: Medlem af folketinget for Radikale Venstre og medlem af Fredensborg Byråd
For Kristian Hegaard var det absolut bedste ved timerne i gymnastiksalen det sociale element.
- Det var et sjovt fællesskab at være en del af. Det med at konkurrere, vinde eller tabe – det kunne jeg godt lide. Hvis jeg bare havde siddet i computerrummet og ikke deltaget, så havde jeg misset noget. Er man ikke med, risikerer man at gå glip af den dommerfejl i rundbold, der bliver diskuteret resten af skoledagen. Hvis man ikke kan indgå i samtalerne, og de andre taler hen over hovedet på en, så kan man godt blive lidt mere sårbar, hvis man har et handicap, siger han.
Idrætslæreren Helen
Kristian Hegaard gik i folkeskole fra 1997 til 2007. Han gik på Langebjergskolen i Humlebæk og husker tydeligt sin idrætslærer.
- Jeg havde en fantastisk idrætslærer, der hed Helen. For hende var det helt naturligt, at jeg skulle være med. Hun stillede krav til mig på lige fod med alle andre. Hvis jeg havde en dårlig dag og gerne ville sidde over, så sagde hun nej. Det var ikke sådan, at jeg bare kunne spille handicap-kortet. Mine lærere så mig ikke som mere svag, end jeg var, og det betød rigtig meget, siger han.
Anekdoterne fra idrætstimerne er mange, og flere rummer eksempler på, hvordan Kristian Hegaards idrætslærer formåede at få ham til at føle sig inkluderet i fællesskabet. En af historierne er om en periode af skoleåret, hvor Kristian Hegaards klassekammerater trænede op til at få gymnastikmærker. Da Kristian Hegaard ikke kunne deltage i de klassiske discipliner, fik han en særskilt kasteopgave, der både udløste mærker til ham og karamelstænger til hele klassen, hvis han kunne nå i mål. Selvom det er mere end 12 år siden, opgaven blev stillet og løst, kan Kristian Hegaard stadig i dag huske, hvor stolt han var, den dag hele klassen kunne nyde hver sin lysebrune sukkerpind på hans fortjeneste. Succesoplevelsen er et eksempel på en situation, der lige så let kunne have stået tilbage som et dårligt minde, hvor Kristian Hegaard havde følt sig udenfor, hvis idrætslæreren ikke også havde givet ham en mulighed for at mestre en opgave. Kristian Hegaard tillægger lærerne stor betydning for, hvordan en elev opfatter sine egne evner.
- Det betyder rigtig meget, at man bliver anerkendt og mødt på det niveau, man er på af sin lærer. Man kan ikke forvente, at alle elever har det energiniveau og den tilgang, som jeg har. Derfor skal der nogle gange lidt ekstra til for at få alle med, og det er der, lærerne har en vigtig rolle. De skal stille krav og insistere på, at man ikke bare lader folk, der har et handicap, give op. Eleverne skal være med i fællesskabet og ikke bare slippe, fordi det lige kan være det nemmeste, siger han.
Forlod timen i protest
Fair vilkår og ingen kære mor. Det var nogle af de elementer, der gjorde konkurrenceaktiviteterne i idrætstimerne sjove og meningsfulde for Kristian Hegaard.
- Hvis vi fx spillede rundbold, så kunne jeg ikke slå til bolden, men jeg kunne jo stadig køre mellem posterne. Mine distancer var nogle gange kortere, fordi jeg kørte lidt langsommere end de andre løb, men så tilpassede vi det. Jeg oplevede, at jeg kunne score point, og at jeg kunne time, hvornår jeg skulle køre for ikke at blive fanget mellem to poster - og det var jo vigtige faktorer for mit hold. Så det gjorde, at jeg følte, at jeg kunne deltage på lige fod med de andre. Der var fandme også nogle, der blev sure på mig, hvis jeg ikke nåede i mål. Der var ikke nogen særbehandling der. Og det var jo kun en god ting. Så jeg var meget påpasselig, for det skulle i hvert fald ikke være min skyld, at vi døde, griner han.
Én gang kan Kristian Hegaard huske at have haft en dårlig oplevelse i idræt. Klassen havde vikar, og der var stikbold på programmet. I stikbold er man død, når man bliver grebet, eller når bolden rammer en på kroppen – sådan er reglerne. Kristian Hegaard blev ramt på hjulet af sin kørestol, og vikaren dømte ham død. Da han protesterede og fik besked på, at han ikke måtte diskutere med læren, tog frustrationen over, og han forlod timen.
- Der var bare et retfærdighedsaspekt, jeg følte mig ramt på der. For når nu jeg var med, så skulle jeg jo være med på lige vilkår med de andre – det skulle ikke være en ulempe for mig, at jeg sad i kørestol. Men jeg var jo ikke ramt på kroppen. Der blev jeg simpelthen sur, og så forlod jeg undervisningen i protest. To af mine klassekammerater gik med. Så holdt vi fri resten af skoledagen, gik hen og købte pizza og tog hjem og spillede Fifa, fortæller han med et smil.
Det handler ikke om ens handicap
I hjemmet og i skolen er Kristian Hegaard altid blevet mødt med opbakning. Fortællinger om hans forældre, der har udvist ubetinget støtte og en grundlæggende tro på hans evner, gør det let at regne ud, hvor den optimistiske indstilling kommer fra.
- Hvis jeg er kommet hjem og har sagt, at nu vil jeg gerne være fodboldtræner, så var der ikke nogen, der sagde ”Arh, skal vi nu ikke lige se, om det kan lade sig gøre”. Reaktionen var snarere ”Fedt, det lyder spændende, lad os prøve det”. Jeg har været heldig, at jeg har haft en positiv tilgang til tingene og nogle støttende forældre og lærere. De har altid givet mig gode alternativer. Selvfølgelig har jeg ærgret mig en gang imellem, men jeg har altid forsøgt at minimere tiden, hvor jeg ærgrede mig, siger han.
Til spørgsmålet om Kristian Hegaard blev mødt med skepsis, da han så rent faktisk startede som fodboldtræner - uden selv at have sparket til en bold - kommer svaret prompte:
- Ja, det kan jeg lige love dig. Mange af forældrene var skeptiske i starten. Men da de så mødte ind og kunne se en velforberedt træner, der havde alle øvelser og redskaber linet op allerede før træningen gik i gang, så skiftede de mening. Hvis jeg har mødt nogle, der tvivlede på mig, så har jeg brugt det som drivkraft og arbejdet endnu hårdere for at bevise det modsatte, siger han.
Kristian Hegaard håber, at han kan inspirere flere til at tro på sig selv og til at gøre det, de har lyst til. Han vil gerne have børn med særlige behov til at se muligheder fremfor begrænsninger.
- Det handler ikke om, hvorvidt man har et handicap, men om hvad man er god til, og hvad man brænder for. Man skal ikke dvæle ved de ting, man ikke kan, for så går der bare tid fra alt det, som man godt kan. Alle har jo noget, de kan byde ind med hver især, siger han. Kristian Hegaard er selv mester i at se muligheder. Muligheder for at opnå noget og muligheder for at undgå andet.
- Hvis der havde været afgangsprøve i idræt, da jeg gik i skole, ville jeg meget gerne have trukket den. Så kunne det også være, at jeg ikke behøvede at læse op til fysik, siger han med et smil.
Du kan læse hele artiklen i Idræt i Skolen lige her.
Find materialet "Alle børn med i idrætsfaget" her