Joy Mogensen er Danmarks nye kulturminister. Dermed er hun også skoleidrættens og foreningslivets nye minister, og det med et særlig interesseret blik på, hvordan det går med eksempelvis det skole-foreningssamarbejde, som ikke mindst med skolereformens ord om åben skole er blevet et tema for alle landets skoler.
Idræt i Skolen har sat Joy Mogensen stævne til et interview om bl.a. fællesnævnerne mellem skolens og idrættens verden.
Hvordan ser du, at det går med skoleforeningssamarbejdet?
Overordnet set går det godt. Det er meget forskelligt fra skole til skole, hvilke idrætsforbund og hvilke foreninger, man får et samarbejde op at køre med, men jeg synes, foreningerne er blevet godt understøttet i at finde ud af, hvordan de kunne gribe det an. Men jeg er heller ikke bleg for, at skolereformen også har været en udfordring for foreningslivet, fordi børnene er kommet senere hjem og har været mere trætte.
Dansk Skoleidræt laver en årlig undersøgelser af, hvordan det går med bevægelse i skolen. En tredjedel af skolerne svarede i 2018, at de indtænker bevægelse via åben skole. Hvad tænker du om det tal?
Jeg er ikke blind for de mange udfordringer, der lå i reformen, så jeg vil nødigt være den, der går ud og slår skolerne oven i hovedet. Men det er klart, at jeg gerne ser, at tallet går frem, og jeg er også fortrøstningsfuld i forhold til, at det er den vej, det går. Men det gælder for skolerne om at finde nogle gode samarbejdspartnere i lokalsamfundet, der både kan og vil og har tiden og ressourcerne til det. Og så gælder det om at finde ud af, hvordan man bruger det samarbejde.
Hvorfor skal skolerne overhovedet samarbejde med lokale foreninger?
Udover den bevægelse og trivsel, det kan give, synes jeg, det er vigtigt, at skolerne er et samlingssted for lokalsamfundet. Jeg synes, det er vigtigt, at skolerne har tæt sammenhæng til de foreninger, der er med til at drive lokalsamfundet, så skolerne ikke lukker sig om sig selv.
Har du eksempler på gode åben skolesamarbejder?
Fra min tid som borgmester i Roskilde kan jeg huske, at det var interessant at observere, når nye foreninger fik kontakt med skolerne. Jeg husker en skole, som fik kontakt med en kampsportforening. Når de fortalte, hvordan eleverne fandt ud af, at kampsport handler meget om at centrere sig selv, førte det til, at skolen også indførte mindfulness som valgfag. De fandt ud af, at eleverne satte lige så meget pris på den selvdisciplinering, det giver, som de satte pris på muligheden for at bevæge sig.
Hvad kan foreningerne, som skolerne ikke selv kan?
Foreningerne har det frivillige islæt. Her møder man folk, som har lysten og som ikke kan lade være. Når man er i en professionel kontekst, så møder man alt andet lige folk, der er ansatte og bruger deres faglighed, og som også kommer, når man egentlig ikke har lyst. Det gør trænere/frivillige måske også, men der ligger noget andet i det møde, som man ikke kan købe for penge.
Hvorfor skal foreningerne prioritere et åben skole-samarbejde?
Der er ingen tvivl om, at mange foreninger nok ser det som en mulighed for at få medlemmer, men samfundsperspektivet er langt større end som så. Foreningerne er eksempler på demokratisk dannelse og fællesskaber, og jeg opfatter de frivillige i foreningerne som samfundsengagerede mennesker, der også ønsker at hjælpe børnene med at blive så dygtige, som de kan.
Hvordan ser du generelt, det går med bevægelse i skolen?
Det er lidt forskelligt, hvordan det går på hver enkelt skole. Men overordnet set har bevægelse bl.a. været med til at sætte en vigtig dagsorden for den måde, vi danner vores børn på. At danne sig selv som menneske handler om at være vidensbegærlig og om at lære at bruge den viden til noget, men det handler også om at lære sig selv, sin krop og sin bevidsthed at kende. Jeg mener, bevægelse er vigtigt at få ind i alles liv, uanset hvilket liv man lever. Man behøver ikke at være total elite, men det at bevæge sig og det at have motoriske evner giver større livskvalitet, læring og produktivitet. I forhold til skolereformen ville vi nok på mange områder have håndteret den sag anderledes i dag. Regeringen har sat sig som mål at genoprette tilliden til lærerne, men der er også ting i reformen såsom bevægelse, der er gået godt. Med min borgmestererfaring kan jeg sige, at jeg synes, lærerne har været kanongode til at indtænke bevægelse på forskellige leder og kanter i undervisningen. Det tror jeg ikke i samme grad, de havde gjort, hvis ikke det havde stået som et krav.
Du kan læse hele interviewet med Joy Mogensen i den nye udgave af Idræt i Skolen.