Nu bliver det let at arbejde med sundhed i idræt

Idrætslærere landet over efterspørger materiale, der gør det lettere at arbejde med temaer i idrætsfaget. Vi har lyttet – og derfor kan Dansk Skoleidræt nu præsentere en ny fagdidaktisk dug til idrætsfaget og en række materialer og tilbud, der gør det let for dig at arbejde med temaet ”Idræt og sundhed”. Materialet er målrettet udskolingselever.

29. januar 2020

Uge 6 står for døren, og det betyder for mange skoler en uge i sundhedens tegn. Men husker I også at arbejde med sundhed i idrætsfaget? Vi bliver mødt af mange spørgsmål, når snakken falder på den temafaglige del af idrætsundervisningen. ”Hvordan kobler jeg et tema til et indholdsområde?” ”Hvilke temaer skal jeg vælge?” ”Hvordan får jeg eleverne til at opfatte det som en naturlig del af idrætsundervisningen at arbejde med temaer?” Dansk Skoleidræt har derfor udviklet materiale til temaet ”Idræt og sundhed” i håb om, at idrætslærere kan få en bedre forståelse for, hvordan man kan arbejde temabaseret i idrætstimerne og blive inspireret til at tage det vigtige emne op i deres undervisning.


Dug gør temaet konkret

Dansk Skoleidræt har en række duge til idrætsfaget i porteføljen. De er populære og et godt redskab for lærerne. De eksisterende fire duge tager udgangspunkt i indholdsområder, og det er derfor noget helt nyt, at vi nu kan præsentere en dug, der er knyttet op på et tema.

På dugen til "Idræt og sundhed" præsenteres det brede, positive sundhedsbegreb og tre former for sundhed: Fysisk, social og mental.
- Vi hører fra mange lærere og censorer, at elever der arbejder med sundhed til prøven i idræt, udelukkende italesætter den fysiske sundhed fx i form af træning og fysiologi. Det må gerne nuanceres – både i en prøvesituation og i forhold til elevens egen opfattelse af sundhedsbegrebet, siger Mikael Hansen fra Dansk Skoleidræt.
Til hvert sundhedsområde er der på dugen oplistet en række ord, der ikke kun skal hjælpe eleverne med at forstå, hvad de forskellige former for sundhed dækker over, men også give dem et bedre fagsprog, der kan komme dem til gode i den daglige undervisning og i særdeleshed til en eventuel prøve i idræt.
- Det er vigtigt, at eleverne får tilegnet sig et sprog, hvor de anvender begreber fra faget. I dansk skal de tale om første- eller tredjepersonsfortæller. I idræt vil vi have dem til at tale om mental sundhed og velbefindende i stedet for at tale om at have det godt, siger Anebine Danielsen fra Dansk Skoleidræt.
Dugen folder sundhedsbegrebet ud, så I kan arbejde med det ud fra forskellige perspektiver. Til dugen hører en lærervejledning, der klæder dig på til bedst muligt at kunne undervise ud fra materialet.

Sådan kommer du i gang

  • Dugen og praksiskortene bestiller du ved at klikke her.
  • Lærervejledning, elevtekst og lektionsplaner finder du på Dansk Skoleidræts hjemmeside lige her.
  • Kurset kan du tilmelde dig eller læse mere om på denne side.


Praksiskort, lektionsplaner og elevtekst

Med til dugen følger syv aktivitetskort og syv refleksionskort. Syv af hver, fordi de hver især knytter sig til et af de syv indholdsområder. Derfor kan du arbejde med temaet ”Idræt og sundhed” uanset hvilket indholdsområde, du arbejder med.
Refleksionskortene indeholder faglige begreber og mål fra fælles mål, så eleverne bliver bevidst om, hvad der forventes af dem. På hvert refleksionskort skal eleverne anskue det givne indholdsområde og den udførte aktivitet ud fra forskellige sundhedsperspektiver. Aktivitetskortene har fokus på udvikling og udførsel.
- På aktivitetskortene er der en aktivitet, som er fuldstændig simpel fx en kolbøtte. Den skal eleverne udføre og efterfølgende udvikle med fokus på enten fysisk, mental eller social sundhed. Udvikles den med fokus på fysisk sundhed, kan det være fx at eleverne laver en serie af kolbøtter med træningsøvelser imellem hver kolbøtte.

På Dansk Skoleidræts hjemmeside kan du desuden hente en elevtekst og to lektionsplaner, der er lige til at bruge i din undervisning.


Kom godt fra start

Kickstart dit arbejde med temaet Idræt og sundhed med et kursus. På kurset, der er en kombination af teori og praksis, får du kvalificeret dine evner til at anvende temaet. Du får bl.a. praksisforslag til, hvordan du kobler idræt og sundhed til indholdsområder, eksempler på tekster og modeller, der kan understøtte elevernes refleksion og tilegnelse af fagbegreber inden for temaet, erfaringsudveksling med andre lærere og de gode argumenter for at arbejde med temabaseret idrætsundervisning.