Nu er aktivitetsløbet til Skolernes Motionsdag klar

Hvis vi siger verdensmål, Skolernes Motionsdag og et coronavenligt, anderledes og fedt aktivitetsløb i ét energifyldt sammensurium, hvad siger I så? Mon ikke, I siger stort ja tak. Det er vi i hvert fald temmelig overbeviste om, at jeres elever vil sige.

07. september 2020

Om "Mission Verdensmål"

I år er temaet for Skolernes Motionsdag Verdensmål i bevægelse. Måske kender du allerede til projektet og ved, at det har til hensigt at gøre verdensmålene konkrete og nærværende for elever på alle klassetrin. I forhold til Skolernes Motionsdag betyder det, at der er udviklet et aktivitetsløb til afvikling på dagen med titlen ”Mission Verdensmål”.


Poster med spændende opgaver

I aktivitetsløbet skal eleverne i grupper rundt på en mission, hvor de møder fem forskellige poster. Hver post er knyttet til et specifikt verdensmål og en global problemstilling. Denne skal eleverne forholde sig til ved at udføre en kropslig ”aktion”, der knytter sig til en mulig løsning af problemet. Et eksempel på en post er verdensmålet ”bæredygtig energi” med problemstillingen ”En stor del af verdens energi laves af olie og kul. Det forurener og udleder meget skadelig CO2. Aktion: Byg med jeres kroppe en vindmølle, der laver grøn energi. Brug jeres fantasi.”

Når eleverne har løst opgaven, får de en markering på deres missionskort. Når de er færdige med løbet og er tilbage i klassen igen, skal de løse de sidste opgaver på missionskortet. Slutteligt er der mulighed for, at grupperne kan få byttet deres udfyldte missionskort til et certifikat som symbol på en gennemført mission.


En højere enhed

”Mission Verdensmål” er bygget op omkring en række elementer, der tilsammen udgør en fantastisk aktivitet.

- Det har været mega fedt at arbejde med ”Mission Verdensmål”. Det har været en stor opgave at få både bevægelse, samarbejde, de vigtige budskaber omkring verdensmålene, sjov, corona-forholdsregler og ikke mindst et format, der passer til Skolernes Motionsdag til at gå op i en højere enhed. Men vi synes selv, at vi er kommet helt vildt godt i mål, så vi glæder os rigtig meget til at se, hvordan skolerne tager imod det, siger Anebine Danielsen, der er projektleder i Dansk Skoleidræt.


Har I allerede planlagt Skolernes Motionsdag på jeres skole, så fortvivl ikke. Aktivitetsløbet kan sagtens anvendes i andre sammenhænge, såsom i en idrætstime, på en fagdag, temauge eller lignende.

Gå til "Mission Verdensmål"