Ny pris: Kender du Danmarks Sejeste Idrætslærer?

Skole OL og Dansk Skoleidræt hylder idrætsfaget og idrætslærerne med en ny pris, hvor elever, lærere og forældre kan indstille kandidater til at blive kåret som Danmarks Sejeste Idrætslærer.

02. september 2019

Engagerede, kompetente og seje idrætslærere. Dem er der masser af landet over, og nu vil Skole OL og Dansk Skoleidræt for første gang finde den måske sejeste af dem alle: Danmarks Sejeste Idrætslærer.


Vi vil sætte fokus på et fag i rivende udvikling. Et fag, der bygger bro mellem teori og praksis, et fag, der bringer eleverne sammen på en anden måde end i klasselokalet, og et fag, som for mange elever er der, hvor grundstenen til et livslangt forhold til idræt bliver lagt. Vi vil hylde faget ved at finde den sejeste idrætslærer af dem alle. Fordi faget idræt ganske enkelt er et supervigtigt fag.


- Vi vil gerne hylde idrætsfaget og idrætslærerne. Vi vil hylde idrætslærerne for alt det, de gør og vi vil slå et slag for, hvor vigtigt idræt er for børns udvikling. Med Danmarks Sejeste Idrætslærer vil vi anerkende de lærere, der gør et kæmpe arbejde for at idræt skal være sjovt. Det er i de tidlige skoleår at børn får lagt grundstenene for at dyrke idræt hele livet, udtaler Skole OL projektleder, Janni Petersen.


Dansk Skoleidræt ser også frem til at sætte spot på landets dygtige idrætslærere.


- Dansk Skoleidræt er i daglig kontakt til en stor del af landets idrætslærere, som vi klæder på til løbende at kunne forny og udvikle deres undervisning. Vi mærker i den grad, hvor markante ildsjæle og engagerede bevægelsesambassadører, idrætslærerne virkelig er ude på skolerne. De har en super vigtig rolle med at grundlægge gode og aktive vaner, som er så vigtige for eleverne, siger Bjørn Friis Neerfeldt, generalsekretær i Dansk Skoleidræt.


Sådan findes Danmarks Sejeste Idrætslærer

Både elever, lærere og forældre kan indstille en idrætslærer til prisen. Blandt alle de indstillede udvælger et ekspertpanel fra Skole OL, DIF, Salling Group og Dansk Skoleidræt vinderen, som kåres i januar 2020.
Præmien er 25.000 kr. til brug på nye redskaber eller andet grej til idrætsundervisningen på skolen samt 5.000 kr. til en skole- eller klassefest.


Har du en favorit til Danmarks Sejeste Idrætslærer? Det kan være en, der altid er velforberedt. En, der kan få alle elever med i timerne og løfter deres faglighed? Eller måske en, der gennem sin undervisning altid får eleverne i godt humør? Eller noget helt andet…?


Fortæl os, hvorfor din kandidat er Danmarks Sejeste Idrætslærer. Klik og læs mere på www.skoleol.dk og udfyld formularen eller opload en video. Og gør det senest den 1. december 2019.

Prisen Danmarks Sejeste Idrætslærer lanceres af Skole OL i samarbejde med Føtex, Bilka, Netto og Dansk Skoleidræt.