Ny rapport: Sådan får skoler succes med bevægelse

Slutrapport på femårigt udviklingsprogram mellem Dansk Skoleidræt og TrygFonden fremhæver centrale faktorer for, at landets skoler får implementeret bevægelse. Nøgleord er bl.a. skoleledelsens opbakning til ildsjæle blandt lærere og pædagoger. Anbefalingerne præsenteres 23. januar på høring i Folketinget.

22. januar 2020

Skab tydelig ledelse og styrk ildsjælene blandt lærere og pædagoger. Det er to afgørende pointer, når skoler skal lykkes med at gøre bevægelse til en fast og meningsfuld del hverdagen. Pointer, som sammen med en række andre af slagsen, bliver fremlagt i Folketinget af Dansk Skoleidræt, når der torsdag 23. januar er høring om emnet. En høring som sætter spot på, hvordan skolerne kan komme videre med opgaven. Det er nemlig langtfra alle, der lever op til reformkravet om 45 minutters daglig bevægelse, og derfor sætter Børne- og Undervisningsudvalget emnet på dagsordenen.


Dansk Skoleidræt får som åbningsoplægsholder mulighed for at klarlægge fakta på området og bidrage med en stribe vigtige input og erfaringer. En del af disse stammer fra det netop afsluttede femårige projektprogram Sunde Børn Bevæger Skolen, som organisationen har udviklet i tæt samarbejde med TrygFonden. Som afslutning og opsamling på programmet giver en ny rapport udarbejdet af Oxford Research nu vigtige data, der kan fungere som inspiration for skolernes fremadrettede arbejde på området.


- En vigtig anbefaling er, at de lærere eller pædagoger, der på den enkelte skole går forrest inden for bevægelse, skal have maksimal opbakning fra skoleledelsens side, så de holder gejsten og får spredt ansvaret ud til hele medarbejderstaben. Det kræver, at der afsættes tid til arbejdet med bevægelse, at underviserne har de rette kvalifikationer og at formålet med indsatsen står knivskarpt. Det er med til at skabe en helt nødvendig struktur på opgaven, som igen er et led i at skabe en kultur for at arbejde med bevægelse. Styres indsatsen omvendt for løst af skoleledelsen, ser vi, at ildsjæle brænder ud og bevægelsen ryger i baggrunden. Så tydelig ledelse og lokal prioritering er enormt vigtig, for at bevægelsesindsatser implementeres med succes, siger Bjørn Friis Neerfeldt, generalsekretær i Dansk Skoleidræt.


Særlig rolle for bevægelse i reformen

Dansk Skoleidræt fik i den politiske stemmeaftale om idræt fra 2014 tildelt en særlig rolle i forhold til implementering af folkeskolereformens ord om bevægelse. Den rolle er bl.a. løftet ved, at to ud af tre skoler årligt er blevet efteruddannet på området via programmet med TrygFonden.


- Sunde Børn Bevæger Skolen har været et ambitiøst program, som skolerne i stort omfang har gjort brug af. Det har medvirket til at øge mængden af bevægelse, leg og idræt gennem hele skoledagen for elever over hele landet. Det er vi stolte af, for programmet har haft en vigtig betydning for elevernes sundhed, læring og trivsel, og det har været med til at skabe en mere varieret skoledag, siger Ida Hagemann, projektchef i TrygFonden.


Selvom programsamarbejdet mellem Dansk Skoleidræt og TrygFonden som planlagt er udløbet ved årsskiftet, lever bevægelsesindsatserne herfra videre i fuldt flor, da de på mange skoler er godt implementeret. Men Bjørn Friis Neerfeldt påpeger, at der er brug for fortsat fuld fokus på opgaven.


- Store reformer tager ifølge forskningen 10-15 år at implementere. Derfor er høringen så vigtig, for alle involverede parter på bevægelsesdelen skal give udtryk for, hvordan de vil holde dampen oppe. Det gælder ikke mindst folketingspolitikerne, som må komme med bud på, hvordan indsatsen sikres den nødvendige finansiering. Det må ikke kun være fondene, som tager det nødvendige samfundsansvar, siger generalsekretæren for Dansk Skoleidræt.


--
Om undersøgelsen
Rapporten ”Sunde Børn Bevæger Skolen – Slutrapport” ser tilbage på programsamarbejdet af samme navn mellem Dansk Skoleidræt og TrygFonden i perioden 2015-2019. Særlig vægt er lagt på spørgsmålet om implementering af bevægelse i skolen. Rapporten er gennemført af evalueringsvirksomheden Oxford Research og indbefatter data fra en række skolebesøg, interviews og årlige skolesurveys.

Læs ”Sunde Børn Bevæger Skolen – Slutrapport”.

--
En aktiv skole med Dansk Skoleidræt og TrygFonden
Sunde Børn Bevæger Skolen er navnet på Dansk Skoleidræt og TrygFondens samlede program for sundhed, trivsel og læring i bevægelse, som fandt sted i perioden 2015-2019. Et program, der gennem en aktiv skoledag fik flere børn og unge til at bevæge sig mere og grundlægge sunde vaner tidligt i livet.

Programmet indeholdt ni forskellige indsatser, hvoraf flere nu kører videre i andet regi. Tilsammen sikrer de en skoledag med kvalificerede bevægelsestilbud – lige fra eleverne går hjemmefra om morgenen, til de forlader skolen om eftermiddagen. Et eksempel på en indsats er Sæt Skolen i Bevægelse, der giver alle lærere og pædagoger mulighed for at hente konkret inspiration til bevægelsesaktiviteter i de boglige fag.

--
Fakta om Dansk Skoleidræt
• Er en landsdækkende non-profit idrætsorganisation stiftet i 1946, som er forankret i både skoleverdenen og idrætsverdenen.
• Har som overordnet mål at fremme læring og trivsel gennem idræt og bevægelse for alle elever i skolen.
• Udbyder bl.a. kurser og kompetenceforløb i bevægelse til skolens undervisere og fremstiller undervisningsmaterialer.