Nyt: Få gratis besøg af Trivselskorpset

To lektioner fyldt med bevægelse, sjov og nul bekymringer – lyder det ikke godt? Det håber vi, for det er lige netop, hvad I kan forvente jer af Trivselskorpset. Med støtte fra Undervisningsministeriet har Dansk Skoleidræt nu mulighed for at tilbyde jer gratis besøg af det helt nye Trivselskorps frem til uge 50.

30. september 2021

Fakta om Trivselskorpset

  • Et besøg af Trivselskorpset består af 4 x 1½ times instrueret forløb med aktiviteter - 2 x 1½ time om formiddagen og 2 x 1½ time om eftermiddagen.
  • Der kan max. deltage 60 elever om formiddagen og max. 60 elever om eftermiddagen.
  • Dansk Skoleidræt stiller med to uddannede instruktører pr. besøg.
  • Besøget er gratis for de første 50 skoler og foregår efter først til mølle.
  • Trivselskorpset henvender sig til 5.-8. årgang.
  • Besøget kræver en hal, et fællesrum eller lignende, hvor der må spilles bold og hvor der er plads til 60 elever. Alternativt to mindre områder (lokaler, sale etc.).
  • Book dit besøg af Trivselskorpset her.

Opdateret 1. oktober 2020: Alle 50 gratis besøg er booket! Trivselskorpset vil blive udbudt igen primo 2022 - nærmere info følger. Vil du have besked som en af de første, så tilmeld dig vores nyhedsbrev her.

Skoleåret 20/21 var en ommer. Alt for meget af det trælse, og lidt for lidt af det gode. Nu visker vi tavlen ren, og gør dette skoleår til en fest uden lige. Vi skal have masser af sjov, aktivitet og smil på læben – og det er lige netop hvad Trivselskorpset handler om.


Trivselskorpset er et nyt initiativ fra Dansk Skoleidræt. Korpset rykker gratis ud på landets skoler, og giver elever fra 5.-8. klasse et aktivt og bekymringsfrit afbræk fra skoledagen. Formålet er at understøtte trivsel og fællesskab hos de unge mennesker. Det sker via inkluderende aktiviteter, der giver højt humør, sammenhold, sved på panden og fælles oplevelser for både elever og pædagogisk personale.

Tre forskellige temaer
Trivselskorpset har tre forskellige emner, de kan tage med under armen, når de lægger vejen forbi en skole. Det er op til læreren, der booker Trivselskorpset at tage stilling til, hvilket af de tre temaer, der skal sætte rammen for besøget. Der kan vælges et forløb indenfor følgende tre områder:

  • Samarbejde og udfordringer (Aktiviteter, der styrker samarbejdet og stiller motoriske udfordringer).
  • Sjov med bolde (Aktiviteter og småspil med forskellige bolde).
  • Smil og puls (Aktiviteter, som giver høj puls og smil på læben).

Uanset hvilket tema, der lægges for dagen, sørger Trivselskorpset for, at det bliver to lektioner sprængfyldt af godt humør og god energi.

Tid til godt humør
Trivselskorpset er blevet til ved hjælp af Undervisningsministeriets pulje, der blev oprettet i forbindelse med Covid-19. Puljen har finansieret en række indsatser, der kan puste lidt liv og glæde ind i børn og unges hverdag efter corona.

- Det var hårdt at være skoleelev i 2020. Der var mange unge mennesker, der sad hjemme og blev grå. Da de endelig måtte komme i skole igen, var det under forhold, der ikke just var opmuntrende. Med Trivselskorpset ønsker vi at give eleverne et bekymringsfrit, sjovt og aktivt indslag i skoledagen. Det har de fortjent, siger Bjørn Friis Neerfeldt, generalsekretær i Dansk Skoleidræt.

Book Trivselskorpset

Trivselskorpset er udviklet af Dansk Skoleidræt, støttet af Undervisningsministeriet.