Nyt materiale til idrætsfaget: Løb, spring og kast

Har du brug for inspiration til de idrætstimer, hvor du skal undervise i atletik? Så er der godt nyt. Nyt materiale til indholdsområdet løb, spring og kast giver konkrete øvelser og didaktiske redskaber til idrætsundervisningen på alle klassetrin.

04. juni 2019

Fakta om materialerne

Hvad: Dug, der kan bruges i planlægningen og undervisningen i idrætsfaget. Færdigheds- og videnskort,der rummer en beskrivelse af aktiviteten og pædagogiske og didaktiske overvejelser herom. Kortene medfølger ved bestilling af dug.

Hvor: Materialerne kan bestilles på Dansk Skoleidræts webshop lige her.

Pris: Dugen og aktivitetskortene koster 187,50 kr. inkl. moms + fragt og ekspeditionsgebyr.

 

Atletik er en af de ældste idrætter i verden. Alle ved, hvad det vil sige at løbe, springe eller kaste. Det er færdigheder, vi instinktivt begynder at øve os på allerede som helt små børn. Og det gør det faktisk endnu mere udfordrende at undervise i de bevægelsesformer, end man lige umiddelbart skulle tro.


- Det kan kræve en stor omstilling i elevernes mindset, når der skal undervises i atletik. De tror ofte, at løb, spring og kast kun findes i den udgave, de ser i fjernsynet, når der er atletik til OL. I undervisningen skal de pludselig reflektere over og sætte ord på nogle bevægelsesmønstre, som de normalt ikke forholder sig til og gå på opdagelse i nye måder at løbe, springe eller kaste på, fortæller projektleder i Dansk Skoleidræt, Torben Hansen, der er en af udviklerne bag det nye materiale.

Målet med materialet til løb, spring og kast er derfor at konkretisere og komme med forslag til, hvordan man som underviser kan gribe indholdsområdet an. Materialet består af en dug med en fagdidaktisk model og en række færdigheds- og videnskort. 

Modellen på dugen introducerer forskellige indgangsvinkler til arbejdet med løb, spring og kast.


Modellen på dugen præsenterer centrale begreber og emner inden for løb, spring og kast. På dugen illustreres overordnede måder at dyrke atletik på, forskellige velegnede arenaer for aktiviteterne og tekniske fokusområder i de forskellige bevægelsesformer. Færdigheds- og videnskortene understøtter koblingen mellem praksis og teori. De rummer eksempelvis konkrete øvelser og aktiviteter, hvor eleverne skal forholde sig til løb, spring og kast som fagområde.


- Vi har arbejdet med udgangspunkt i Fælles Mål. Derfor får eleverne med afsæt i materialet adgang til faglige begreber, der skaber refleksion og øger deres bevidsthed om hvad løb, spring og kast er. Gennem lege og utraditionelle aktiviteter oplever eleverne, hvordan de kan blive dygtigere inden for de kendte og traditionelle atletikdiscipliner, siger Torben Hansen.


Med til dugen og kortene følger en lærervejledning, hvori dugens modeller beskrives. Inspiration til idrætsfagets indholdsområder Løb, spring og kast-dugen er den fjerde dug i rækken, der knytter sig til et  indholdsområde i idrætsfaget. Før den er der blevet udviklet duge til dans og udtryk, kropsbasis samt boldspil og boldbasis. Alle duge er udviklet i samarbejde med TrygFonden i forbindelse med Skolernes Motionsdag og kan bruges både før, under og efter dagen i idrætstimerne. Du kan finde alle dugene i webshoppen her.

Udviklingen af løb, spring og kast-dugen er foregået i tæt samarbejde med Skole OL og Thomas Piaster, der er lektor på Københavns Professionshøjskole.

Bestil materialet nu!