Organisationer kræver fuld opbakning fra minister til bevægelse i folkeskolen


9. marts 2017

Fortsat succes med bevægelse og idræt i folkeskolen er en fælles opgave, lyder fælles udmelding fra fem idræts- og elevorganisationer.

Dansk Skoleidræt, Danmarks Idrætsforbund (DIF), DGI, Danske Skoleelever og VIA University College sender i en fælles udmelding en klar opfordring til undervisningsminister Merete Riisager om at holde fast i en klar politisk opbakning til bevægelse og idræt i folkeskolereformen.

Det sker, efter at Riisager tirsdag den 7. marts i Jyllands-Posten åbner for, at det fremadrettet ikke er alle undervisere, der skal være med til at bevæge eleverne i løbet af skoledagen.

Flere undersøgelser viser, at bevægelse og idræt har stor effekt på elevernes læring, trivsel og sundhed. En opdeling mellem bevægelse og faglighed, som ministeren berører i Jyllands-Posten, er skadelig for udviklingen, mener de fem organisationer.

Finn Kristensen, formand for Dansk Skoleidræt:
"Bevægelse er lig med faglighed - der er ikke et modsætningsforhold. Både i idræt som dannelsesfag med egne fagmål - og som metode til læring i andre fag. Undersøgelser viser, at på otte ud af ti skoler er der fysisk aktivitet i de boglige fag. Det er dejligt at se, at de mange initiativer for at skabe mere bevægelse i skolen giver resultater i form af øget bevægelse, hvad enten der er dansk, matematik eller noget helt tredje på skoleskemaet. Selvom vi godt kunne ønske os, at skolerne var nået endnu længere med bevægelsen, viser tallene, at lærerne og pædagogerne er kommet langt i implementeringen, og at arbejdet med bevægelse er i god proces ude på skolerne.”

Adm. direktør i DIF Morten Mølholm:
“Alle undersøgelser på området taler for at opprioritere bevægelse i folkeskolen. Senest viser KORA og SFI, at idræt og bevægelse integreret i undervisningen styrker indlæringen. Derfor skal vi have alle lærere med, så vi kan få prioriteret bevægelsen og sikre en moderne og tidssvarende undervisning til eleverne.”

Adm. direktør i DGI Søren Brixen:
“Alle lærere og pædagoger skal sikre, at eleverne er fysisk aktive i løbet af skoledagen. For at løfte denne opgave er det nødvendigt, at lærere og pædagoger har de rette kompetencer til at integrere bevægelse i undervisningen.”

Jens Vase, formand for Danske Skoleelever:
”For os elever handler det om, at bevægelse er en vigtig del i arbejdet med at gøre skoledagen mere varieret og spændende. Derfor mener jeg, at alle der arbejder i skolen, hvad enten det er lærere, pædagoger eller ledere, bør være med til at indtænke bevægelse som en naturlig del af skoledagen. Når vi kommer op ad stolen og bevæger os, er det meget lettere at lære noget. Om det er små brain breaks eller et løb i matematik.”

Anders Halling, projektleder bevægelse og pædagogik, VIA University College:
"Vi har i Krop & Kompetencer-projektet lavet kompetenceløft på ca. 120 skoler de sidste to år. Der er stigende fokus på bevægelsesdagsordenen på skoler og kæmpe behov for at få omsat forskningsresultaterne til praksis i klasseværelserne. Især i udskolingen er der stort behov. Vores erfaringer viser, at der er et stort potentiale i at inddrage de ældste elever og deres undervisere i at udvikle og tilrettelægge bevægelse i undervisningen, så det giver mening og læring for alle parter.”


Efteruddannelse i bevægelse:
Dansk Skoleidræt, DIF, DGI og VIA University College har med støtte fra A.P. Møller Fonden oprettet projektet Krop & Kompetencer, hvor mere end 3500 lærere og pædagoger og 250 ledere er uddannet med teori og praktiske øvelser til, hvordan de når målet om 45 minutters bevægelse i skoledagen.