Råd og aktiviteter til corona-idræt

Lige nu er vi ved at undersøge, hvordan idrætsfaget er blevet påvirket efter knap to år med corona. Det gør vi i en undersøgelse, som knap 300 allerede har svaret på. Som tak for hjælpen, deler vi allerede nu nogle af jeres guldkorn i form af 10 udvalgte aktiviteter og en række gode råd, som I har budt ind med fra hele landet.

18. januar 2022

Før du læser videre: Er du idrætslærer, og har du endnu ikke delt din oplevelse af, hvordan det står til med idrætsfaget, så brug fem minutter på at gøre det her: Spørgeskema om Corona-idrætsundervisning


Gode råd til corona-idrætsundervisning

De seneste to år har undervisningen i idræt i flere perioder været i en form for undtagelsestilstand. I har gjort jer en række erfaringer, og i vores undersøgelse deler I ud af gode råd til, hvordan man bedst muligt kommer i mål med idrætsundervisningen trods corona. Her kommer et udvalg:

  • Flyt undervisningen udenfor så tit det kan lade sig gøre.
  • Brug idrætsteamet på skolen til at vidensdele.
  • Se ”Din idrætslærer” på YouTube, der laver ”Dagens Udfordring”.
  • Brug alle de forslag som diverse platforme øser ud af.
  • Følg Dansk Skoleidræts Facebook-side, der er både konkret inspiration og aktuelt indhold.
  • Sænk skuldrene og vid, at du gør det bedste du kan med de udefrakommende omstændigheder, der er.
  • Besøg Facebook-siden “Idrætslærerne i Danmark”. Den er fuld af gode ideer. 


10 aktiviteter til corona-idrætsundervisning

Det har krævet nytænkning og kreativitet at kunne varetage undervisningen siden marts 2020. I har delt en række øvelser med os, der har gjort det både sjovt og muligt at lave fede idrætstimer - enten med eleverne hjemme bag skærmene eller på skolen med restriktioner og svingende fremmøde på grund af sygdom. Her er 10 udvalgte aktiviteter: 

  • Dude perfect-challenge: Eleverne finder selv på et valgfrit trickshot og filmer processen fra idé til det (måske) lykkedes. De klipper filmen sammen bagefter og stemmer om det bedste trickshot (Boldspil og boldbasis)
  • Få eleverne til at "rejse" den længste strækning inden for 60 minutter med GPS-måler. De skal enten gå, løbe eller cykle. Klassens samlede længder måles, og man ser hvor lang de er kommet – fx fra Danmark til et sted i Europa (Natur og udeliv)
  • Optag små film af færdigheder fx. sætte små øvelser sammen til musik, øve forskellige driblinger, kast mv., (Boldbasis og boldspil)
  • Selfie-løb/idrætsskattejagt: Inden eleverne går i gang, skal de måle deres hvilepuls. Herefter får de en liste med 10 ting. Hver af disse ting skal de finde og tage en selfie med. Hver gang de finder en af de ti ting skal de måle deres puls. Elever har valget mellem at cykle, løbe, rulle eller skate (Fysisk træning/natur og udeliv)
  • Corona-svømmeundervisning: Eleverne laver 'terningkast'-opgaver parvis. Man kan fx lave opgaver med elementer fra livredning på posterne bjergning, dyk langt, svøm med t-shirt, osv. Opgaver kan skiftes ud fra gang til gang. Det føles som en leg, alle kan være med på eget niveau, eleverne hjælper hinanden, styrker relationer og underviseren kan observere og hjælpe ved behov. Det er let at tilpasse ved syge elever/lærere og øvelserne kan rumme alt fra dyk, svøm, flyde, brug af redskaber mm (Vandaktiviteter)
  • Figurløb: Eleverne skal løbe en tur med telefon eller ur, som kan tracke ruten – app’en Runkeeper anbefales. Ruten skal være planlagt på forhånd således, at den forestiller noget. Efterfølgende skal eleverne gætte hinandens figurer. Disse kan lægges op i Teams (el. lign.) til fri gættekonkurrence - det gøres på et onlinemøde eller fysisk på skolen, hvis eleverne ikke er hjemsendt. Her får eleverne rørt sig og benyttet digitale hjælpemidler (Natur og udeliv)
  • Bogstav-træning: Giv øvelser bogstaver i stedet for numre. Eleverne skal så lave øvelser med de bogstaver, der staver deres navn, yndlingsmusikstykke, adresse osv. (Fysisk træning)
  • Danseforløb: Lav fælles opvarmning med tilhørende dans. Eleverne skal efterfølgende lave en dans, hvor de bruger hinandens skærme til at lade som om, de er i samme rum til dansen. Det kommer der sjove og kreative løsninger ud af (Dans og udtryk)
  • Sjipning: Udføres over 3 uger i 4., 5. og 6. klasse. Det giver dem udfordringer, godt humør, træning i praksis og træning i at blive motiveret for fremskridt. Det er konditionsopbyggende, god koordinationstræning/øvelse og på et lille, sundt konkurrenceplan. Bygges op således: Vise - Forklare – Øve (Kropsbasis)
  • Idendørs-fitness med bevægelsesanalyse: Der kan køres teori om funktionel anatomi og styrketræning online, herefter skal hver elev udarbejde tre udendørs styrkeøvelser (overekstremitet, underekstremitet og core), filme øvelserne og dele med holdet. Herefter udvælges én øvelse, der laves bevægelsesanalyse på (Fysisk træning)

Tak for jeres foreløbige input. Vi glæder os til at dele endnu mere fra undersøgelsen, når den er lukket og jeres svar bearbejdet.