Skolernes Motionsdag har siden 1982 været synonym med en aktiv dag med bevægelse og fællesskab. Det var også hovedingredienserne i år, da landets elever mødte i skole på den sidste dag inden efterårsferien. Alligevel var dagen anno 2020 helt speciel – naturligvis på grund af coronavirus, som alle skoler har måttet forholde sig til i planlægningen af dagen. Men den er i stor stil blevet afholdt. Dansk Skoleidræt har undersøgt, at 8 ud af 10 skoler gennemfører dagen, men det sker med fokus på at holde afstand og klassevis.
Sådan gik det også til på Nivå Skole i Nordsjælland, hvor Hans Kongelige Højhed Kronprinsen heppede på de mange elever, der var trukket i idrætstøjet. Børnene skulle bl.a. gennemføre den populære opvarmningsdans og aktiviteter såsom aktivitetsløbet ”Mission Verdensmål”, der er udviklet af Dansk Skoleidræt til Skolernes Motionsdag. På grund af restriktionerne var boldbanen også inddelt i klasser, så hver klasse lavede øvelser for sig selv.
Inden motionsdagen blev skudt i gang, ønskede Kronprinsen alle elever en god dag i bevægelsens tegn.
- Det er godt at få motion. Jeg løber og cykler selv meget. Nyd det nu, lød det i peptalken fra Kronprinsen.
I dagens anledning sendte to landsdækkende tv-stationer direkte fra idrætspladsen i Nivå, hvor en del af skolens elever var samlet på forskellige områder. Og det glædede Kronprinsen.
- Det er vigtigt, at så mange fastholder at afholde Skolernes Motionsdag, for motion er sundt, og børnene kan jo godt finde ud af at holde afstand. Så må skolerne jo tænke ud af boksen og lægge hovederne i blød, så de kan holde restriktionerne. Og det ser vi et godt eksempel på i dag, sagde han.
Masser af aktivitet i Vindinge
Også på Danehofskolen i Nyborg, afd. Vindinge, med 125 elever var Skolernes Motionsdag et hit. Aktiviteterne på dagen var også her klasseopdelte og med god afstand, men det forhindrede ikke eleverne i at bevæge sig, heppe på hinanden og have et godt sammenhold.
Borgmester i Nyborg, Kenneth Muhs, var også mødt op fra morgenstunden og deltog i både opvarmningsdansen, baglæns løb på kondibanen og ikke mindst blev han udfordret af 5. klasse på skolens multibane, hvor menneske bordfodbold var en del af programmet. En simpel aktivitet, hvor alle kan være med – også selvom man ikke er dygtig fodboldspiller.
Kenneth Muhs var glad for at deltage på dagen og se og høre så mange humørfyldte elever.
- Corona betyder bestemt ikke, at vi ikke kan bevæge os eller få skabt en god aktivitet. Skolernes Motionsdag er vigtig - man får et smil på læben, og det giver noget energi. Idræt og bevægelse flytter virkelig noget, sagde borgmesteren.
Se de mange gode billeder fra hhv. Nivå Skole og Danehofskolen, afd. Vindinge i Nyborg, i billedserierne herunder.