Seks ud af ti folkeskoler har indført 45 minutters bevægelse


10. november 2016

I Region Syddanmark svarer 83 procent af skolerne, at eleverne får rørt sig i gennemsnit 45 minutter om dagen. I hovedstaden er tallet kun 40 procent. Det viser den netop offentliggjorte undersøgelse ”Bevægelse i skoledagen 2016”, der er udarbejdet af Oxford Research for Dansk Skoleidræt og TrygFonden.

Det er godt to år siden, folkeskolereformen trådte i kraft, og et centralt krav i reformen var, at eleverne skulle bevæge sig i gennemsnit 45 minutter dagligt.

Det er første gang, at en landsdækkende, repræsentativ undersøgelse afdækker skolernes bevægelseskultur. Ifølge undersøgelsen vurderer 60 procent af folkeskolerne, at de lever op til kravet om 45 minutter. Men der er store forskelle mellem de fem regioner i forhold til, i hvor høj grad det lykkes at gøre skoledagen mere aktiv.

- Det er positivt, at så mange skoler har fået fokus på bevægelse, men vi kunne naturligvis godt ønske, at alle elever – hvad enten de bor i København eller Aabenraa – kunne se frem til en skoledag med masser af motion og bevægelse, siger formand for Dansk Skoleidræt, Finn Kristensen.

Inspiration til skolerne
Gode fysiske rammer og opbakning fra ledelsen er nogle af de faktorer, som de adspurgte skoler nævner som noget af det vigtigste i forhold til at sikre bevægelsesaktiviteter.

- Ledelsesmæssig opbakning er afgørende for at få indført mere bevægelse i skoledagen, og derfor er det også problematisk, at undersøgelsen viser, at kun 17 procent af skolerne har formuleret en egentlig bevægelsespolitik. Det tyder på, at der mangler en overordnet, strategisk organisering, siger Finn Kristensen.

46 procent af skolerne fremhæver ”inspirerende materialer” som en vigtig faktor i forhold til at få mere bevægelse i skoledagen. Dansk Skoleidræt og TrygFonden tilbyder netop inspiration, kurser og konkrete materialer til at skabe mere bevægelse i løbet af skoledagen som en del af programmet Sunde Børn Bevæger Skolen.

- Vi har gjort os umage for at gøre det let for lærere og elever at komme i gang, og der venter store gevinster ved at gøre det i form af bedre sundhed, trivsel og indlæring. Vi håber derfor, at endnu flere skoler vil få øjnene op for tilbuddene, så skoleelever over hele landet kan få kvalificerede bevægelsestilbud i løbet af skoledagen, siger Mette Meldgaard, programchef i TrygFonden.

Fig 42