Skolernes Motionsdag fuld af liv

650.000 skoleelever over hele landet gav den gas med en aktiv dag i glæden, bevægelsen og fællesskabets tegn. Blandt andet i Ishøj, hvor udskolingselever fra alle kommunens skoler var samlet.

12. oktober 2018

Løb, hop, leg, dans, svømning, cykling og boldspil i alle afskygninger. Kun fantasien satte grænser for de mange aktiviteter, der fandt sted på Skolernes Motionsdag fredag den 12. oktober.

I strålende solskin var 650.000 elever fra hele landet samlet rundt om på landets skoler til en dag, hvor de fik at mærke, hvor sjovt det er at bevæge sig sammen med andre. Skolernes Motionsdag er verdens største motionsevent for skolebørn og en fast tradition på stort set alle danske skoler. 96 % deltager i denne festdag for idræt og bevægelse i skolen.

Fakta om Skolernes Motionsdag

  • Skolernes Motionsdag blev stiftet i 1982 som "De Fynske Skolers Motionsløb" af en gruppe idrætslærere i Dansk Skoleidræts daværende amtsudvalg på Fyn.
  • Første år deltog mere end 55.000 elever i løbet.
  • Begivenheden bredte sig allerede året efter til resten af landet.
  • I begyndelsen var det udelukkende en dag med løb, men motionsaktiviteterne udviklede sig rundt om på skolerne, og i 1993 blev dagen omdøbt til "Skolernes Motionsdag".
  • Helt nye tal viser, at 96 procent af Danmarks folke-, fri-, privat- og specialskoler deltager i Skolernes Motionsdag med knap 650.000 aktive elever. Derudover deltager bl.a. et antal daginstitutioner og efterskoler.
  • Skolernes Motionsdag finder sted under overskriften "Glæde, bevægelse og fællesskab".
  • Skolernes Motionsdag er en del af programmet Sunde Børn Bevæger Skolen, der er et samarbejde mellem Dansk Skoleidræt og TrygFonden. Målet med programmet er, at flere børn og unge bevæger sig mere og grundlægger sunde vaner tidligt i livet.


Aktivitetsrig dag i Ishøj

Hver enkelt skole har typisk deres helt deres egne traditioner forbundet med dagen, og motionsdagen findes derfor i alle afstøbninger. En af de store af slagsen fandt sted i Ishøj, hvor mere end 800 elever fra 7.-9. klasserne fra kommunens seks skoler fik sig en på opleveren. De mest konkurrence-ivrige kunne dyste i elevernes svar på en ironman i form af en powerboy/powergirl, og herudover var der også en intens 6-kamp, hvor eleverne prøvede kræfter med alt fra dans og friluftsliv til basket og volley.


Arrangementet i Ishøj er et eksempel på en dag, hvor arrangørerne har gjort et stort stykke arbejde for at give eleverne en fantastisk oplevelse med høj puls og røde kinder, så de efterfølgende kan blive sendt godt på efterårsferie. 

- Førhen gad eleverne ikke rigtig motionsdagen, men så besluttede vi tilbage i 2012 at gøre noget mere ud af den. I starten var der tre skoler med, som dystede i bl.a. triathlon, og i de senere år er det så blevet alle seks skoler, som mødes om enten 6-kamp eller powergirl/powerboy. På den måde er der populært sagt noget til både bredde og elite. Nu er det virkelig en dag, som eleverne glæder sig til, siger Helle Kirud, der er konsulent i dagtilbud i Ishøj Kommune, og som koordinerer dagen sammen med skolerne.


De forskellige aktiviteter i Ishøj blev præsenteret af instruktører fra lokale foreninger, og på den måde er motionsdagen også en mulighed for, at de elever, der ikke går til noget i fritiden, kan blive inspirerede og se, hvad foreningerne kan byde på.

Skolernes Motionsdag i medierne
Skolernes Motionsdag har fået fin omtale i flere lokale, regionale og nationale medier. 

Se fx interviewet med Dansk Skoleidræts generalsekretær, Bjørn Friis Neerfeldt, i TV2 News


Læs også TV East's omtale af dagen