Sportsstjerner til Idrætslærernes Forum

Danmarks bedste kvindelige atlet, Sara Slott, og det OL-sølvvindende double-par Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen er oplægsholdere ved dette års udgaver af Idrætslærernes Forum, som snart melder alt udsolgt.

06. august 2018

Hvad motiverer de allerbedste? Hvordan er hverdagen for en topatlet? Og hvilken rolle har barndommens idrætsundervisning spillet for lysten til at dyrke idræt på topniveau? Det er nogle af de spørgsmål, som deltagerne ved Idrætslærernes Forum 2018 kan glæde sig til at få svar på, når tre af Danmarks dygtigste idrætsudøvere gæster konferencen, der finder sted to steder i landet i oktober.
I Ringsted vil badmintonspillerne Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen tale under overskriften ”Fra idræt i skolen til olympisk sølv”, mens deltagerne i Vingsted kan høre om Sara Slotts rejse fra skolens idrætsundervisning til europæisk guld og olympisk sølv.

LÆS MERE OG TILMELD DIG IDRÆTSLÆRERNES FORUM

Oplægget afslutter to dage med praktiske og teoretiske workshops, hvor idrætslærere fra hele landet styrker deres faglige fundament, prøver kræfter med nye og velkendte idrætsgrene og netværker med fagfæller.
Idrætslærerens Forum finder sted i Ringsted den 3.-4. oktober og i Vingsted den 25.-26. oktober 2018, og der er få pladser tilbage. I Vingsted er der allerede 160 tilmeldte og kun 40 pladser tilbage, mens der er 150 tilmeldte og 50 pladser tilbage i Ringsted.

LÆS PROGRAMMET FOR IDRÆTSLÆRERNES FORUM 2018

Badmintonspilleren Christinna Pedersen har ved siden af sin sportskarriere uddannet sig til lærer. Sammen med Kamilla Rytter Juhl har hun dannet par ikke bare på banen, men også privat, hvilket parret sidste år fortalte om i bogen ”Det unikke makkerskab”.
Sara Slott har tidligere fortalt til Dansk Skoleidræts magasin Idræt i Skolen om sine erfaringer med at være blandt de dygtigste i barndommens idrætstimer, og hun gav ved sammen lejlighed en karakteristik af, hvad hun ser som en dygtig idrætsunderviser:
”…en lærer, som forstår at udfordre både de svage og motorisk stærke elever. Og så er det en lærer, som er forberedt”, fastslog hun.

LÆS INTERVIEWET MED SARA SLOTT I IDRÆT I SKOLEN


Idrætslærernes Forum arrangeres af Bevæg dig for livet – skolen, der er et samarbejde mellem Dansk Skoleidræt, DGI og DIF. Det overordnede formål med konferencen er at styrke idrætsfagets status og give mulighed for at opbygge et netværk blandt idrætslærerne til gavn og glæde for den enkelte lærer, skole, kommune og faget.

Foto af Sara Slott: ’Büro Jantzen for DIF og Team Danmark’.