Gang i skelettet

Jeg er interesseret
  • Få ugens øvelse

    Vi udsender hver uge en øvelse, der kan bringe bevægelse ind i din undervisning. Brug den til inspiration og påmindelse om bevægelsen. Abonner her helt gratis!

    Ugens Øvelse
  • Brug vores gratis materialer!

    Dyk ned i Sæt Skolen i Bevægelses skatkiste med inspiration og materialer. Vi har mere en 150 konkrete øvelsesforslag til alle trin og fag. Mange af dem har en lille introfilm og arbejdsark. Besøg "Bevægelsesfabrikken", hvor dine elever kan skabe skøre og aktive film, som alle kan bevæge sig til. Eller involver de ældste med "Bevæg udskolingen!" - Find det hele her!

    Inspiration og materialer
  • Book et kursus

    Sæt Skolen i Bevægelse kommer ud på din skole og laver kursus for hele personalet. Boost den fælles mission og få lette værktøjer til at lykkes med bevægelsen! Læs mere om vores kursustilbud!

    Kurser

Dansk

Introducer eleverne til skelettet og vis, hvordan forskellige bevægelser involverer knogler og muskler. Fortæl om de forskellige led.
Skelettet består af ca. 200 knogler, hvorpå musklerne er fastgjort. Alle muskler har et udspring og et hæfte. Når musklerne trækker sig sammen, vil de hive i knoglerne og få dem til at bevæge sig. Det sted, hvor to eller flere knogler mødes, kaldes for et led. Et hængselled har kun én akse, som det kan bevæge sig omkring, hvilket giver begrænsninger for bevægeligheden. En anden type led er kugleleddet, som kan bevæge sig omkring flere akser, hvilket giver større bevægelighed. Skulder- og hofteleddet er kugleled.

Knoglerne sidder godt sammen ved hjælp af ledbånd og muskler. På den måde bliver leddet stabilt og kan kun bevæge sig i den ønskede retning. Motion styrker både knogler, muskler og led, så de bliver stærkere og kan klare mere. Skelettet kan kaldes kroppens stativ, der, ligesom bilens karosseri, bestemmer formen. Den måde, musklerne styrer kroppens bevægelser på, kan sammenlignes med Pinocchio, der spræller og danser, når der bliver trukket i trådene. Man kan sammenligne hængselled (f.eks. albue- og knæleddet) med et hængsel på en dør, og et kugleled med et joy-stik.

Forslag til øvelser

Ledtyper
Undersøg hele kroppen og find ud af, hvor du har forskellige led (hængsel/kugle). Lav øvelsen sammen to og to, og brug eventuelt arbejdsark (figur med kroppen og felter til at skrive leddets art ned på).

Fleksibilitet
Undersøg hvor store vinkler, du kan lave med kroppen. Del eleverne op i grupper og lad dem bruge de store vinkelmålere.

Statue
Læreren viser, hvordan han/hun bøjer forskellige led på en elev og dermed laver en statue. Derefter skal eleverne forme en statue to og to, ud fra lærerens visning.

Eksempel
− Bøj tre hængselled og et kugleled.
− Stræk to hængselled, stræk et og bøj to kugleled.
− Find selv på flere.
Denne øvelse kan udvides til, at man trykker på statuen, så den bliver "levende" (bevæger sig). Statuerne bevæger sig kun i de led, der i forvejen er blevet bøjet/strukket.

Øvelsesanalyse
Læreren nævner nogle bevægelser, som eleverne skal prøve at lave, og derefter skal de fortælle, hvilke led (og måske muskler), de brugte. Det kan både være sportsbevægelser som løbe, hoppe, svømme og hverdagsbevægelser som at børste tænder, åbne en dør, røre i en gryde m.v.

Skeletdans
Læreren er dukkefører, og eleverne er marionetdukker. Fortæl om de usynlige snore, der sidder i marionetdukkerne, og som dukkeføreren har kontrol over. Læreren fortæller og viser, hvilken kropsdel/snor han/hun trækker i, og eleverne skal starte bevægelsen med den kropsdel. Dette kan både foregå på stedet, eller som bevægelser i rummet. Hvis der bliver sagt albue, er det albuen, som starter bevægelsen osv. Husk at gøre eleverne opmærksomme på, hvor mange forskellige måder, de kan bevæge sig på: Baglæns, forlæns, hurtigt, langsomt, bløde bevægelser, skarpe bevægelser osv.

Lad eleverne gå sammen to og to, og lad dem skiftes til at være dukkeførere. Fortæl dem derefter, at de sammen med en kropsdel også skal sige, hvor bevægelsen skal slutte, eksempelvis "knæ til gulvet". Man bestemmer selv hvilke bevægelser, knæet skal lave, før det slutter i gulvet. Derfra (med knæet i gulvet) siger dukkeføreren endnu en kropsdel og et slutpunkt, eksempelvis "finger til næsen". Øvelsen bliver til sidst en kæde af bevægelser, som har forskellige udgangspunkter. Husk, at man gerne må flytte sig i rummet.