Nyheder
25. maj 2023
Dansk Skoleidræt i nyt look
Dansk Skoleidræt er i disse år i rivende udvikling. Det skal kunne høres, mærkes – og ikke mindst ses. Derfor kan vi nu præsentere en ny visuel identitet, der bl.a. består af nyt logo. Det nye ændrede design er en af flere milepæle for Dansk Skoleidræt i 2023.
Knap 10 år. Så længe har Dansk Skoleidræt set ud på den samme måde. Det afspejler ikke den rejse, organisationen har været og stadig er på. Derfor er tiden kommet til et nyt visuelt udtryk, der i endnu højere grad udstråler bevægelse og glæde. Og det synes vi selv, vi er kommet godt i mål med.
– Vores nye visuelle identitet afspejler det Dansk Skoleidræt, vi er i dag. Vi er enormt tilfredse med resultatet – særligt det nye ikon med den lille figur i bevægelse. Det indkapsler vores målgruppe og mission om at fremme alle elevers læring og trivsel gennem idræt og bevægelse i en varieret skoledag. Og det med et bevægende og forfriskende udseende. Vi kan slet ikke vente med at få det ud og leve, siger Bjørn Friis Neerfeldt, generalsekretær i Dansk Skoleidræt.
Børnene er omdrejningspunktet
Det digitale bureau Morningtrain i Odense har hjulpet med udviklingen af den nye visuelle identitet, der bl.a. inkluderer nyt logo, ny skrifttype og nye farver. De har på baggrund af en række workshops, vidensindsamling om organisationen, billeder af børn i bevægelse og ikke mindst tegninger fra børn fundet frem til det nye look. Det lille ikon i logoet er fx en sammensmeltning af en stjerne-tegning og et barn i bevægelse.
Digital designchef og partner, Jesper Martinussen, har været med i hele udviklingsprocessen.
– Det har været superfedt at arbejde med en organisation, der sprudler af engagement og høj faglighed, og som hele tiden sætter den vigtige sag i fokus. Vi glæder os til næste spændende kapitel, som vi allerede har taget hul på sammen, siger han.
Næste stop: Nyt website
Den nye visuelle identitet bliver i første omgang implementeret på alle Dansk Skoleidræts eksisterende platforme, men inden årets udgang får det nye udtryk rigtig lov at slå sine folder, når et helt nyudviklet skoleidraet.dk efter planen skal se dagens lys.
– Vi vil gøre det endnu nemmere at finde frem til og gøre brug af vores mange tilbud, materialer og kurser. Vi vil skabe en skole i konstant bevægelse, og det sker kun, hvis skolens aktører er motiverede, inspirerede og klædt godt på. Den opgave kan skoleidraet.dk hjælpe med ved at være indbydende, overskuelig og ved at give lyst til at gå på opdagelse. Vi tør godt allerede nu sige, at der kommer til at være mere glæde og bevægelse på vores nye website, siger Bjørn Friis Neerfeldt.
Den nye visuelle identitet og udviklingen af nyt website er en del af en større strategisk udviklingsproces i Dansk Skoleidræt. Øvrige tiltag, Dansk Skoleidræt har foretaget i år er at ansætte nye kræfter, tage hul på en ny treårig strategi og at flytte i det nyetablerede Skoleidrættens Hus, som du kan læse om her.