IdrætsfagetNyheder
13. januar 2025
Opvarmning, grundtræning og anatomi – ny undervisningsdug til fysisk træning
Ringen er sluttet, og nu har alle seks indholdsområder i idrætsundervisningen en didaktisk dug. Den nyeste og sidste er “Fysisk træning-dugen”.

Den didaktisk dug til fysisk træning er udviklet af Dansk Skoleidræt i samarbejde med lektor ved Københavns Professionshøjskole Jesper Sandfeld samt engagerede idrætslærere, som har givet input og feedback på modellerne.
-Efter mange forespørgsler har vi nu lavet en didaktisk dug med modeller og tilhørende aktivitetskort til indholdsområdet fysisk træning. Vores intention er at understøtte aktiv læring, så fagbegreber og refleksion over egen praksis bliver en naturlig del af undervisningen i udskolingen, forklarer Anebine Danielsen, der er én af de fageksperter fra Dansk Skoleidræt, som har lavet dugen.
De didaktiske duge fra Dansk Skoleidræt er yderst populære, fordi de visuelle modeller gør det muligt at integrere fagbegreber i idrætsundervisningen på en dynamisk og sjov måde, og samtidig giver rum til refleksion og fordybelse.
Fagbegreber i dugens modeller
Dugens tre modeller indeholder relevante fagbegreber og dækker essentielle områder ved fysisk træning: Opvarmning, grundtræning og anatomi. Modellerne har mange anvendelsesmuligheder og kan bruges som den enkelte lærer har lyst. Til udskolingen er udviklet et sæt aktivitetskort med øvelser, opgaver og refleksionsspørgsmål.
Grundtræningshjulet er den ene model på Fysisk træning-dugen, og den skal give eleverne en bred forståelse af, hvad fysisk træning er. Dugens fagbegreber dækker både motivation og grundtræningsprincipper og kan integreres i undervisningen på mange forskellige måder.
Opvarmningstrappen illustrerer både opvarmningens formål, opbygning og muligheder og er en god basis, når eleverne skal udvikle deres eget eller dele af et opvarmningsprogram.
Menneskefiguren på dugen viser menneskets anatomi og fysiologi og er god at henvise til, når vi taler om kroppens reaktioner og effekter af træning.
Dugene kan købes i Dansk Skoleidræts webshop og kan bruges på alle klassetrin.