Forside/Nyheder/Værsgo: Inspiration til fed motionsdag

Nyheder

31. august 2023

Værsgo: Inspiration til fed motionsdag

Uge- og dagsprogrammet er klar. I år med fokus på trivselsfremmende aktiviteter til små og store elever.

mange børn står sammen nogle har armene over hovedet andre står og kigger

Skolernes Motionsdag er en dag, der byder på glæde, fællesskab og gode oplevelser med bevægelse. I hvert fald for de fleste elever, for det er ikke alle, der storjubler ved udsigten til den årlige løbetur i skoven eller boldspil ad libitum i hallen.

– Vi kan ikke komme udenom, at dagen for nogle elever kan være svær at overskue. Derfor er der i årets inspirationsmateriale fokus på trivselsaktiviteter, som kan motivere de elever, der normalt er svære at ramme med motionsdagen, siger Thea Julie Rasmussen, projektleder i Dansk Skoleidræt.

Igen i år er der masser af inspiration at hente, uanset om man som skole søger inspiration til at sætte en hel uge 41 af til idræt og bevægelse, eller om man som underviser blot har brug for enkelte øvelser til en fed fredag.

– Alle børn skal have en god Skolernes Motionsdag. Med årets trivselsfokus tager vi udgangspunkt i, hvordan Skolernes Motionsdag foregår ude på skolerne. Så uanset om man tilbyder eleverne flere forskellige aktiviteter, eller man holder sig til et motionsløb, så er der inspiration at hente. Dermed håber vi, at man lokalt bliver inspireret til at tænke lidt ”ud af boksen” og overvejer formålet med dagen, og hvordan valget af aktiviteter passer til det, siger Thea Julie Rasmussen.

Årets materiale er inddelt i tre dele: Trivselsaktiviteter, anderledes aktiviteter og et trivselsløb.

Trivselsaktiviteterne indeholder samarbejdsøvelser med titler såsom ”Send klemmet videre” og ”Cirkelstol”, de anderledes aktiviteter kunne være ”Kondiskak” og ”Quidditch”, mens bud på trivselsløbet bl.a. lyder på ”Kongens efterfølger” eller ”Holdstafet”.

Stor-lille relationer kan også styrke trivslen
I Dansk Skoleidræts optik er Skolernes Motionsdag også en oplagt mulighed for at skabe trivsel på tværs af skolens klasser ved aktivt at anvende stor-lille relationer. Det kan være med venskabsklasser eller med involvering af nogle få elever, som har et særligt ønske om at hjælpe de små elever, der har brug for en stor ven.

Udover at skabe trivsel på tværs kan det også øge engagementet hos en gruppe af de store elever, der måske kan være svære at aktivere på dagen. Eksempelvis kunne man lade de store elever stå for opvarmningen og øve evt. opvarmningsdans i ugen op til med venskabsklasser på tværs af årgange. Man kunne også lade de store elever stå for aktiviteter eller poster for de mindste elever.

Find årets inspirationsmateriale til Skolernes Motionsdag her.

Registrer din skole og vind fede præmier

Var det noget med 10.000 kr. til køb af lege og fitnessudstyr fra KOMPAN? Eller er gavekort á 5000 kr. til A-sport mere noget for din skole? Eller måske I drømmer mere om 10.000 kr. til kurser ved Dansk Skoleidræt eller 5000 kr. til idræts- eller bevægelsesfremmende aktiviteter, redskaber eller materialer, doneret af Jyske Bank?

Når du vælger din skole på listen og registrerer, at I holder Skolernes Motionsdag, er I med i lodtrækningen om ovenstående præmier. Det tager højst 2 minutter at registrere sig, og det hjælper os med at slå Skolernes Motionsdag fast Danmarks Største motionsevent for børn. Sidste år registrerede 1300 skoler sig – i år skal vi endnu højere op!

Relaterede nyheder

Søgning