Forside/ /Vi vil skabe en SFO, man ikke vil hjem fra

Bevægelse i skoledagenNyheder

16. februar 2026

Vi vil skabe en SFO, man ikke vil hjem fra

Dansk Skoleidræt har brugt mere end syv fulde arbejdsuger i SFO’er og fritidshjem over hele landet for at forstå børns bevægelsesliv i praksis. Den indsigt danner nu grundlag for indsatsen Børn i bevægelse i SFO og fritidshjem, hvor anbefalinger, materialer og aktiviteter er under udvikling og snart skal afprøves.

Projektleder sidder med børn og spørger ind til deres tegninger

270 timer. Så lang tid har Dansk Skoleidræts projektledere i indsatsen ”Børn i bevægelse i SFO og fritidshjem” været tæt på hverdagen i SFO’er og fritidshjem for at for at få et nuanceret indblik i SFO’ernes hverdag, pædagogiske rammer og arbejdsgange – og i hvordan børnene faktisk bruger og foretrækker bevægelse. Med store ører og god tid har projektlederne lyttet til børn, pædagoger, ledelse og forældre og løbende taget noter og dokumenteret erfaringer. Efterfølgende er interviews og observationsnotater blevet gennemlyttet, kodet og analyseret systematisk.

De mange timer skaber et solidt fundament for at udvikle anbefalinger, materialer og aktiviteter, som i den kommende pilotafprøvningsfase skal testes i de første SFO’er.

Bevægelse gennem leg og fællesskaber

– Vores ambition er at bidrage til en SFO, man ikke har lyst til at gå hjem fra. Det handler om bevægelse, leg og trygge, nære relationer – hver eneste dag, siger Lasse Roost Rasmussen, der er en af projektlederne der har været ude og lytte og observere.

Ambitionen om en SFO, man ikke har lyst til at gå hjem fra, tager afsæt i en klar faglig forståelse af, at SFO ikke kun er et frit rum, men også en vigtig del af børns hverdag. Målet er at arbejde bevidst med at løfte kvaliteten i SFO’en gennem bevægelse i leg og fællesskaber.

– SFO’en er ikke bare et fritidstilbud, hvor tiden skal gå. Som pædagog skal man bruge sin faglighed og turde tilbyde aktiviteter med kvalitet, som børnene deltager i, siger Lasse Roost Rasmussen.

Børnenes perspektiv som udgangspunkt

Børnenes perspektiver har haft en central plads i arbejdet. Gennem interviews og børnetegninger har Dansk Skoleidræt fået indblik i, hvad børnene oplever som sjovt og meningsfuldt at lave i SFO-tiden. Projektleder i Dansk Skoleidræt, Ulla Wolff, har som en del af indsatsens udviklingsarbejde været i tæt dialog med børnene i praksis.

– Ved at observere og lytte til børnene, fanger vi deres interesser, så vi kan gribe dem og blive inspireret til at give dem lege, de selv kan bygge videre på i deres fantasiuniverser, fortæller Ulla Wollf.

Bevægelse er meget mere end boldspil

Indsatsen arbejder samtidig med et bredt syn på bevægelse og leg.

– Bevægelse er meget mere end boldspil. Det handler om leg, krop, relationer og om at skabe rammer, hvor alle børn kan være med, siger Malene Schat-Eppers.

– Vi kan ikke give SFO’erne en ny hal, flere pædagoger eller en ekstra boldbane. Men vi kan give små greb og faglige fifs, som faktisk kan rykke noget i hverdagen, siger Malene Schat-Eppers og peger blandt andet på bedre overgange mellem skole og SFO og fælles bevægelsesaktiviteter som eksempler.

Alt materialet er analyseret og udgør i dag det faglige fundament for Dansk Skoleidræts videre arbejde med indsatsen. I skrivende stund er indsatsen i gang med at udvikle anbefalinger, indsamle best practice samt udvikle aktiviteter og materialer, som skal med ud og afprøves i indsatsens kommende pilotafprøvningsfase.

Vil du vide mere?

Er du interesseret i at læse med på al vores indsigt og vil du også gerne have gode fifs og anbefalinger til en SFO, børnene ikke vil hjem fra, så skriv dig op til vores nyhedsbrev fra indsatsen herunder.

Relaterede nyheder

Bevægelse i skoledagen
Nyheder

Nyt initiativ skal styrke bevægelse i SFO’er

Søgning