Nyheder
12. maj 2026
Tilmeldingen til SPRÆL Festival er åben
Kom med til SPRÆL Festival: To dage med faglig energi, bevægelsesglæde og idéer, der kan mærkes i skoledagen. Den 17. og 18. september inviterer Dansk Skoleidræt til SPRÆL Festival i Vejen Idrætscenter. Tilmeldingen er nu åben.

På andre festivaler kommer du hjem med beskidte fødder, ondt i hovedet og mandagen skal bare overstås. Når du kommer hjem fra SPRÆL har du ny energi, højst lidt ømme muskler og du vil hele weekenden glæde dig til mandag, hvor du allerede kan begynde at bruge noget af det, du har fået med fra SPRÆL.
Den 17. og 18. september slår Dansk Skoleidræt dørene op til SPRÆL Festival i Vejen Idrætscenter – et nyt koncept, hvor kursusdage, faglig fordybelse og bevægelsesbegejstring smelter sammen i to dage med masser af energi.
Det hele er bygget op ud fra festival-tanken. For SPRÆL er ikke bare et kursus med kaffe i pausen og et program i hånden. Det er en faglig festivalplads for alle, der arbejder med idræt, bevægelse, trivsel og fællesskab i skolen.
Første dag: Fagfest for idrætslærere
Torsdag den 17. september er dedikeret til idrætslærerne. Her samler vi energien, inspirationen og fagligheden, I kender fra Idrætslærernes Forum i én dag med fuldt program, praksisnære input, nye perspektiver og masser af mulighed for at spejle sig i andre, der også brænder for idrætsfaget.
Det bliver en dag for jer, der gerne vil nørde idræt, undervisning, motivation, deltagelsesmuligheder, bevægelsesglæde og alt det, der får idrætsfaget til at leve. Der bliver både fælles indslag og mulighed for at vælge sig ind på workshops, så I kan skræddersy en dag, der møder præcis jeres interesseområder eller efteruddannelsesbehov.
Dagen fortsætter for dem, der har valgt det, med middag, hygge om aftenen og mulighed for overnatning. Så der bliver også plads til netværk, samtaler og den særlige stemning, der opstår, når idrætslærere fra hele landet mødes med fælles faglig gnist.
Anden dag: Inspiration til mere bevægelse i skoledagen
Fredag den 18. september åbner ”festivalpladsen” for en bredere målgruppe. Her inviterer vi lærere, pædagoger, skoleledere og andre bevægelsesbegejstrede skolefolk til en dag med flere oplæg, workshops og konkrete idéer til, hvordan bevægelse kan blive en levende del af undervisningen og skoledagen. Fredagen er derfor for alle, der gerne vil eller allerede arbejder med bevægelse som en vej til mere deltagelse, fællesskab og variation i skolen.
Programmet bliver offentliggjort løbende
Som på enhver god festival offentliggør vi ikke hele line-uppet på én gang. I stedet vil programmet blive annonceret løbende frem mod festivalen. Der er begrænset antal pladser, så du må gøre op med dig selv, hvor længe du tør vente med at sikre dig din plads.
Vælg én eller to dage
Du kan vælge mellem både 1-dags- og 2-dagsbilletter. Dvs. enten en billet til d. 17., en billet til d. 18. eller en billet til begge dage. Er du idrætslærer, kan du deltage om torsdagen eller gå all-in og deltage begge dage. Vil du primært have inspiration til bevægelse i undervisningen og skoledagen, kan du deltage fredag den 18. september.
Uanset festivalsarmbånd får du en dag – eller to – fyldt med energi, fællesskab og idéer, der kan få skoledagen til at sprælle lidt mere.
Om SPRÆL Festival
- Hvad: SPRÆL Festival – to kursusdage med faglig inspiration, bevægelsesglæde og festivalstemning.
- Hvornår: 17. og 18. september 2026
- Hvor: Vejen Idrætscenter.
- Torsdag den 17. september: Fagfest for idrætslærere med inspiration, faglig fordybelse, praksisnære input, aftenhygge og mulighed for overnatning.
- Fredag den 18. september: Inspirationsdag for lærere, pædagoger, skoleledere og andre, der vil have mere bevægelse ind i undervisningen og skoledagen.
- Billetter: Der er både 1-dags- og 2-dagsbilletter.
- Priser inkl. fuld forplejning:
2 dage m/overnatning i dobbeltværelse: 3.395 kr.
2 dage m/overnatning enkeltværelse:3.695 kr.
2 dage u/overnatning: 2.795 kr.
Dagsbillet torsdag: 1.695 kr.
Fredagsbillet: 1.695 kr.
Deltagere fra Medlem+ skoler får 15 % rabat. - Program: Programmet bliver frigivet løbende frem mod festivalen.
SPRÆL Festival gennemføres med støtte fra Børnevægt i Balance v. Novo Nordisk Fonden