Aktivitet
Formel 1-kast
Formel 1-kast
Formålet er, at eleverne samarbejder om at få bolden/genstanden så hurtigt rundt i deres cirkel som muligt. Det er samtidig en øvelse i at respektere modstanderne og lade være med at genere dem.
Eleverne stiller sig skulder ved skulder og danner en stor rundkreds. Herefter inddeles de på skift i 1’ere og 2’ere, så der opstår to hold hele vejen rundt – 1 – 2 – 1 – 2 – 1 osv.
Underviseren giver nu en bold til en 1’er og en til en 2’er, som står over for hinanden i rundkredsen. På et startsignal sættes ”Formel 1 opvarmningen” i gang. De to bolde sendes nu på holdene rundt i samme retning – med uret – i rundkredsen. 1’ere afleverer til 1’ere og 2’ere til 2’ere. Det vil sige, at de skal springe den person, de står ved siden af over, da denne er på modsatte hold. Efter et par prøverunder stoppes opvarmningen, når bolden når frem til den 1’er og 2’er, der først startede med bolden.
OBS: Det er vigtigt, at afleveringsrækkefølgen holdes, så alle på holdet modtager og sender bolden/genstanden videre, så ingen springes over.
Nu gælder det: ”Formel 1 kast” sættes i gang. På startsignalet sendes boldene igen rundt – med uret – på holdene. Det hold, der først får deres bold til at overhale den anden, er vinder af runden. Tabes bolden, skal den samles op af personen, der tabte den, inden den sendes videre. Ingen må røre eller bevidst ”genere” modstanderholdets bold.
Materialer
- To små bolde, ærteposer el. lign.