Aktivitet
Social rundbold
Social rundbold
Formålet er, at eleverne spiller det klassiske rundbold med i en ny form, hvor der er større succes og mere bevægelse for flere samt større grad af samarbejde på holdet. Trivslen er i fokus.
Klassen deles i to hold. Det ene hold er inde og det andet er ude, som i almindelig rundbold. Spillet begynder, når en spiller kaster bolden ud på banen. Bolden skal ramme jorden første gang foran baglinjen og må gerne komme forbi keglerne, efter at bolden har ramt jorden. Når eleven har kastet, løbes der rundt om banen, som består af 10 kegler i en stor cirkel med 10 meter mellem hver. Én kegle er ”opgiver/stop-kegle”.
Holdet får et point for hver kegle, som spilleren løber forbi, og man får 13 point for en ”homerun” (hele vejen rundt), inden udeholdet har fået bolden tilbage til opgiver. Alle bidrager til holdets samlede score.
Udeholdet skal fange bolden og få den hurtigst muligt ind til opgiver/stopkeglen, men inden den må bringes ind til opgiver/stop-keglen, skal der laves 5 afleveringer rundt til 5 forskellige elever, uden at bolden falder til jorden. Hvis bolden rammer jorden, startes der forfra. Hos de yngste elever kan man i stedet lave 3 afleveringer. Efter den sidste aflevering skal bolden bringes til opgiver/stopkeglen.
Lige så snart bolden er bragt til opgiver/stopkeglen, må den næste fra indeholdet starte. Den spiller, der løber, skal stoppe op, når bolden er bragt til opgiver/stopkeglen og forsikre sig, at dommeren har noteret de opnåede point og derefter gå tilbage til indeholdet og stille sig bag i rækken – man kan altså ikke dø.
Holdene skifter plads efter tid, så de får lige meget tid.
FAIRPLAY: Har en elev fra indeholdet lavet en homerun, så er udeholdet fair og skynder sig at aflevere til opgiver, så man ikke spilder indeholdets tid.
Materialer
- 1 skumbold
- 10 kegler