Aktivitet
Søanemonefanger

Mellem to linjer placeres nogle ”søanemoner” (elever) spredt ud over banen. Søanemonerne står på hver sin markering af deres plads med fx tæppefliser, hulahopringe, kegler eller andet. Søanemonerne kan tage et skridt ud med den ene fod og derfra række så langt de kan – det er deres tentakler, der kan bevæge sig i vandet. Forbi dem ”svømmer” alle de andre ”fisk” – altså de andre elever, som skal løbe fra linje til linje uden at blive ramt af søanemonernes tentakler, som er giftige for fiskene. Hvis en af fiskene bliver ramt af en søanemone, bliver de til en forlængelse af søanemonens tentakler ved at holde søanemonen i hånden, og kan nu hjælpe søanemonen med at nå længere ud. Legen fortsætter indtil alle fiskene er ramt af søanemoner eller deres forlængede tentakler.